For 10 år siden blev patienter med blodprop i hjertet kørt til nærmeste sygehus, hvor de fik fastlagt diagnosen og oftest blev behandlet med medicin for derefter måske at blive sendt videre til ballonudvidelse.
Siden har man centraliseret behandlingen, og i dag kører man langt de fleste patienter med blodprop direkte til et hjertecenter.
Ny forskning dokumenterer, at den strategi redder liv, og at Danmark formentlig har verdens bedste setup til behandling af hjertepatienter, skriver Aarhus Universitetshospital.
»Resultaterne viser tydeligt, at det vi gør og har gjort i Danmark, det virker, og at det redder liv,« siger Christian Juhl Terkelsen, MD, PhD, Associate professor, og manden bag den nye forskning.
I lande som USA har man – modsat Danmark – valgt at decentralisere ballonbehandlingen. Der står man i dag med det problem, at kun ganske få får stillet diagnosen allerede præhospitalt, at der går 80-120 minutter efter ankomst til sygehus før de får lavet ballonbehandlingen, og at hvert enkelt sygehus laver mindre end 10 % af det antal procedurer vi laver på centrene i Danmark.
»USA har valgt at satse på decentralisering, hvor det enkelte center laver få procedurer, og er ikke i stand til at diagnosticere patienterne præhospitalt. Det betyder, at patienterne samlet set bliver behandlet væsentligt senere end i Danmark. Og med blodpropper er det vigtigt at blive behandlet så hurtigt som muligt,« siger Christian Juhl Terkelsen.
Forskningsresultaterne offentliggøres som en del af Christian Juhl Terkelsens doktordisputats, som forsvares 31. august i lille anatomisk auditorium på Aarhus Universitet.
Læs også på Videnskab.dk
Nedkøling skal forhindre dødsfald og hjerneskader efter blodpropper