Blærekræft har tidligere krævet en indlæggelse for at blive diagnosticeret, men nu viser dansk forskning, at det i fremtiden kan konstateres kun ved hjælp en urinprøve. Det skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse.
Hvert år rammes 1.850 danskere af blærekræft, og 28 procent af de mandlige patienter og 37 procent af de kvindelige må bukke under for sygdommen inden for fem år.
I en ny undersøgelse fra Molekylærmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital undersøgte man 220 prøver fra patienter med blærekræft og 59 prøver fra raske mænd og kvinder og fandt frem til, at i 84 ud af 100 tilfælde kunne blærekræften identificeres ud fra en urinprøve. Man fik desuden fornyet viden om ændringer i aflæsningen af arvematerialet, som ikke tidligere er sat i forbindelse med blærekræft.
Muligheden for at overleve blærekræft stiger, jo tidligere diagnosen bliver stillet. Med muligheden for at stille diagnosen kun ved hjælp af en urinprøve, vil man i højere grad kunne fange patienterne på et tidligere stadie – og dermed øge deres chancer for overlevelse.
Resultaterne er publiceret som originalartikel i forskningstidsskriftet Clinical Cancer Research.