Hundeejere i Sydjylland skal være på vagt, for den dødelige og uhelbredelige sygdom ‘hvalpesyge’ hærger i øjeblikket regionenes minkfarme – og smitten kan sprede sig til menneskets bedste ven.
Siden juli har DTU Veterinærinstituttet diagnosticeret 110 mink fra 42 farme i Jylland med hvalpesyge. Det er det største udbrud af den meget smitsomme sygdom siden 2003, skriver dtu.dk.
-
Forskerne undersøgte 183 mink. og 110 dyr var positive for hvalpesyge.
- Dyrene er indsendt fra 73 minkfarme, og der er blevet konstateret positive mink fra 42 af dem.
»Det startede med nogle enkelte udbrud i det sydlige Jylland, men nu har hvalpesygen spredt sig ud over hele Jylland som en epidemi, og der er ingen tegn på, at det er ovre, for vi får fortsat mistankesager ind,« siger Mariann Chriél, der er dyrlæge ved DTU Veterinærinstituttet.
Dyrlæger kan sende mink til undersøgelse ved DTU Veterinærinstituttet via Dianova. DTU Veterinærinstituttet stiller så vidt muligt diagnosen samme dag, som dyrene modtages, så vaccination kan igangsættes hurtigst muligt.
Mennesker spreder smitten
De klassiske symptomer på hvalpesyge er flåd fra øjne og næse, hævelse og skorpedannelse ved snude, øjne, ører og poter. Men det er ikke i alle tilfælde, at disse karakteristiske symptomer ses. I nogle tilfælde er der i stedet lungebetændelse og diarré. Dyrlæger skal derfor være ekstra opmærksomme på muligheden for hvalpesyge.
»Herudover viser smittede mink ikke nødvendigvis synlige tegn på sygdom, så der er fare for, at mennesker, der er i kontakt med minkene, spreder hvalpesygen. Man skal særligt være meget agtpågivende i forbindelse med sortering af mink til avl og pelsning, da der her er stor risiko for, at man kan sprede smitten mellem dyrene,« siger Mariann Chriél.
Vaccinér din hund
I første omgang er sygdommen et problem for minkfarmerne og minkene, men hunde uden vaccine risikerer livet ved en gåtur i det fri, hvor man blandt andet frygter, at fugle kan være med til at sprede sygdommen, skriver jv.dk.
Hvalpesyge er dødelig, så der er rigtig god grund til et dyrlægebesøg, fortæller dyrlæge Mariann Chriél fra Veterinærinstituttet:
»Det gælder om at undgå sygdommen. For hvis hvalpen får den, kan den ikke kureres. Symptomer er øjen- og næseflåd, diarré og lungebetændelse. I de sene stadier går det over til kramper,« siger Mariann Chriél til jv.dk.
Sygdommen smitter ikke til mennesker.
Læs også: Hvorfor hyler hunde til musik?