Det er et mysterium, hvorfor et flertal af kvinder foretrækker mænd uden ret meget hår på kroppen. Derfor satte slovakiske videnskabsfolk sig for at undersøge forholdet nærmere.
Tidligere gik man ud fra, at mange kvinder fravælger mænd med hår, fordi de instinktivt ved, at lus, lopper og andre blod-parasitter trives i en vilter bryst-måtte.
Men Slovakiets nye forskning tyder på, at det slet ikke er forklaringen. Faktisk foretrækker kvinder hår-fri fyre, selvom de kommer fra egne af kloden, der ikke er plaget af parasitter. Det skriver Livescience.com.
»Ifølge en evolutionær opfattelse bør kvinder især foretrække hårløse mænd, hvis de kommer fra områder – eller kulturer – med høj parasit-trussel. Det vil sige områder tæt på ækvator, hvor der lever flest parasitter.«
»I vores undersøgelse sammenlignede vi kun to lande, der har forskellige parasit trussel-nivauer. Men vi fandt ingen forskelle i kvinders præferencer,« siger undersøgelsens bagmand Pavol Prokop, professor i biologi ved Trnava Universitet i Slovakiet.
Fotograferede mænd med og uden hår
Prokop og hans kollegaer bad 161 tyrkiske og 183 slovakiske kvinder om at bedømme fotografier af mænd med henholdsvis behårede og hårløse brystkasser.
Det var de samme mænd, der blev vist med og uden hår, og de var fotograferet fra halsen til taljen.
Tyrkiet blev valgt, fordi landet i mange år har haft en høj forekomst af parasit-overførte sygdomme – såsom malaria og dengue-feber. Slovakiet ligger derimod længere væk fra ækvator, og dér florere sygdommene ikke så heftigt.
Tyrkiske og Slovenske kvinder var enige
Forskerne forventede, at tyrkiske kvinder ville være mere følsomme over for parasit-problemer og derfor foretrække mindre behårede mænd end deres nordlige medsøstre fra Slovakiet.
Men i stedet fandt forskerne, at billedet er det samme i de to lande: Meget få kvinder – både fra Tyrkiet og Slovakiet – foretræk et behåret bryst. Kun omkring 20 procent af kvinderne vurderede de store måtter som attraktive.
Forskningen er publiceret i tidsskriftet Archives of Sexual Behavior.
LÆS OGSÅ: Intimbarbering udrydder fladlus