Intimbarbering udrydder fladlus
Fladlus er en truet dyreart, fordi kvinder og mænd barberer deres kønshår. Til gengæld kan intimbarberingen give betændelse, understreger en overlæge fra Bispebjerg Hospital.

Visse typer undertøj nærmest kræver en intimbarbering. Når pubeshårene ryger, forsvinder fladlusene, men du risikerer til gengæld at få stafolykokker i stedet. (Foto: 2HotBrazil)

Endnu en art kan føjes til listen over truede dyr. Den tidligere så udbredte fladlus er ved at blive udryddet i Danmark, fordi især kvinder i stigende grad barberer håret væk fra deres intime dele.

Sådan lyder meldingen fra klinikken for kønssygdomme på Bispebjerg Hospital.

»Vi ser næsten ikke fladlus i vores klinik mere. Lusene kan kun sidde på mennesker, hvis der er genital behåring, og da det er mode at barbere sig, kan de simpelthen ikke leve,« fortæller Carsten Sand, overlæge på Venereaklinikken; en del af Dermatologisk Afdeling & Videncenter for Sårheling på Bispebjerg Hospital.

Eneste gode forklaring

Der findes ingen officielle opgørelser over udbredelsen af fladlus i Danmark, som spreder sig ved tæt kontakt og typisk i forbindelse med sex.

Man kunne få den tanke, at færre fladlus er et udtryk for, at vi danskere passer bedre på os selv og hinanden, men sådan hænger det ikke sammen.

Fakta

VIDSTE DU

Fladlusen lever typisk i kønsbehåring, men kan også ses i hår på brystet eller i armhulerne. Især hos børn kan de også leve i øjenbryn og på øjenvipper.

Fladlus overfører ikke sygdomme, men deres bid giver små røde pletter, som efter et par timer typisk bliver blålige.

Kilde: Skadedyrslaboratoriet

»Vi ser flere tilfælde af klamydia, kønsvorter og andre kønssygdomme, så der er ingen andre gode forklaringer på, at fladlus er på vej ud, end at man fjerner genital behåring,« konstaterer Carsten Sand.

Dyr lever ikke uden skov

Vurderingen er den samme hos én af landets førende eksperter i lus, biolog, ph.d. Kim Søholt Larsen, som blandt andet forsker i lusebekæmpelse.

»Jeg har forsøgt at få udleveret fladlus fra kolleger rundt omkring, men det kan jeg simpelthen ikke. Ingen kan skaffe dem. Man kan sikkert sige lidt populært, at når man fælder skoven, kan der ikke længere leve dyr,« lyder det fra Kim Søholt Larsen, direktør i KSL Consulting.

Nedgang hos både kvinder og mænd

Forekomsten af klamydia (lilla søjle) og gonoré (turkis søjle) i forhold til forekomsten af fladlus (rød streg) på Department of Genitouriary Medicine i Leeds. (Illustration: Sexually Transmitted Infections/BMJ Journals)

Tendensen ser ud til at være den samme i andre vestlige lande, hvor det bliver mere og mere populært med beskæringer som 'brasiliansk' - intimbarberinger med barberblad eller voks, som fjerner al eller næsten al kønsbehåring.

Det internationale tidsskrift Sexually Transmitted Infections beskrev fænomenet allerede i 2006 i et indlæg under titlen 'Did the 'Brazilian' kill the pubic louse?':

»Selvom det i begyndelsen mest blev observeret hos kvinder, så er omfattende hårfjerning gennem de senere år også blevet stadig mere populært hos mænd. Sammen med den reducerede risiko for overførsel fra kvindelige partnere kan det være forklaringen på, at mænd oplever et tilsvarende fald i tilfælde af fladlus,« lød det fra lægerne N.R. Armstrong og J.D. Wilson fra The General Infirmary of Leeds.

Fladlus ud - betændelse ind

De uddøende fladlus er dog andet end en ren solstrålehistorie.

Fladlusen, Phthirus pubis, også kaldet morpion, er ca. 1,5 mm. Den har en bred og kort bagkrop, og det bagerste par ben har meget kraftige klør, som kan gribe fat om hår, mens den stikker og suger menneskeblod med munddelene. (Foto: Centers for Disease Control and Prevention)

Carsten Sand fra Bispebjerg Hospital understreger, at en grundig barbering af kønsdelene ganske vist fjerner uønsket behåring og udrydder fladlus - men til gengæld stiger risikoen for en infektion.

»Når du barberer dig, kommer der små huller og sår i huden, og derfor kan vi få hårsækbetændelse af gule stafylokokker, som en tredjedel af os går rundt med i den forreste del af næsen. De kan sprede sig til kønsdelene, og derfor er det her ikke en opfordring til at barbere sig. Det må altså godt være naturligt,« bemærker overlægen.

Hvis du alligevel insisterer på at barbere de ædlere dele på amerikansk (en trekant af pubeshår), fransk (en hårstribe) eller på den mest radikale brasilianske vis, kan du holde stafylokokkerne nede ved at vaske godt med vand og sæbe. (Se billedeksempler på de forskellige beskæringer på Wikipedia: Bikini waxing.)

Hvis knopperne bliver betændte, er klorhexidinsæbe fra apoteket en god hjælp, oplyser Carsten Sand.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.