Mindst 50.000 danskere lider af sygdommen Sjögrens syndrom, der giver tørhed i øjne og mund. Ni ud af ti patienter er kvinder. Det skriver alive.dk.
Sygdommen kan ikke kureres – kun lindres – og faktisk kender forskerne ikke årsagen til Sjögrens syndrom.
Gigtlidelsen, der påvirker kroppens kirtelfunktioner, særligt tåre- og spytkirtler, opstår ni gange hyppigere hos kvinder. Man mener, at yderligere 25.000 personer går rundt med sygdommen uden at kende til den.
»Vi ser, at arvelighed spiller ind i forhold til sygdommen, og så er der andre faktorer såsom kønshormoner og stresshormoner samt infektioner, der kan spille en rolle. Sygdommen rammer typisk kvinder i 40-50-års alderen, så det har også været diskuteret, om klimakteriet kan udløse sygdommen. Men den påstand holder umiddelbart ikke,« siger Anne Marie Lynge Pedersen, der er lektor og ph.d. ved Afdeling for Oral Medicin ved Københavns Universitet.
Svært ved at udtrykke følelser
Ny forskning har netop vist, at personer med Sjögrens syndrom har svært ved at udtrykke følelser, fordi de ikke kan græde. 22 pct. af testdeltagerne havde svært ved at udtrykke følelser, mens tallet kun var 12 procent for den raske testgruppe.
Udover tørhed i munden og i øjnene, havde personerne med Sjögrens syndrom desuden et dårligere psykisk helbred, viste undersøgelsen, der blev præsenteret på EULARs gigtkongres i London.
»Patienterne oplever en ekstrem træthed og smerter i kroppen. Det er meget invaliderende, og ofte må de trække sig fra arbejdsmarkedet eller gå ned i tid,« siger Anne Marie Lynge Pedersen.
Lidelse skal behandles
Hun forklarer, at det er en sygdom, der kan være meget svær at opdage. Tørheden i munden kan eksempelvis nemt forveksles med sukkersyge, og tørhed i øjnene kan være allergi. Og der er generelt ikke mange, der kender til sygdommen.
Selvom gigtlidelsen ikke kan kureres, er det dog meget vigtigt, at den behandles.
»Det er uhyre vigtigt, at man får dråber til øjnene og mundhulen,« siger Anne Marie Lynge Pedersen.
Sker det ikke, vil man blandt andet opleve at få flere huller samt svamp i munden, og at smagssansen kan forringes. Du kan få eksem, og i få tilfælde rammes patienten også af nervebetændelse.