Engelske forskere har fundet vand fanget i klippesten dybt under jorden, som ifølge deres beregninger er mere end 1,5 milliarder år gammelt. Vandet indeholder muligvis mikrober, som har udvilket sig uafhængigt af livet på Jordens overflade, skriver NPR.
Fundende giver nyt håb for jagten på liv i rummet.
Vandprøverne kommer fra en guldmine i det østlige Canada. Dybt nede i grundfjeldet borer minerne huller og indsamler prøver. Nogle gange finder de også vand, som siver ud fra revner i klippestenen.
Det vand fik et hold engelske geokemikere lyst til at se nærmere på for at undersøge, hvor gammelt vandet rent faktisk var.
Resultatet overraskede dem; vandet var mindst 1,5 milliarder år gammelt hvilket næsten er halvdelen af Jordens alder. Forskerne kalder fundet en tidskapsel, og de er særligt begejstrede, fordi vandet har vist sig at indeholde brint.
Brint er fødestof for særlige mikroorganismer, som tidligere er fundet på bunden af havet og i sydafrikanske minesten. Det er de eneste kendte livsformer på Jorden, som ernærer sig af brint.
Vandet fra den canadiske undergrund giver håb for astronomer, der leder efter liv i rummet. Hvis mikroorganismer har kunnet overleve så længe i et hydrogenholdigt miljø på Jorden, så kunne det samme måske have tænktes at være fundet sted på andre planeter. For eksempel Mars, hvor der var vand på overfladen for milliarder af år siden.
LÆS OGSÅ på Videnskab.dk:
Curiosity finder betingelser for liv på Mars