Danmark er kendt for at ligge i top med hensyn til økonomisk lighed og lige adgang til uddannelse. Desuden har vi fri og lige adgang til behandling, når vi bliver syge. Alligevel har vi en stor social ulighed i sundhed sammenlignet med de øvrige nordiske lande.

Tilsyneladende løber de veluddannede og velstillede med gevinsten, mens de lavtuddannede og udsatte halter efter.

Så hvorfor er det sådan, og hvad kan vi gøre ved det? Det ser jeg nærmere på i det følgende.

Sammenblander vi ulighed og uretfærdighed?

Den sociale ulighed i sundhed kan paradoksalt nok til dels tilskrives den høje lighed i adgang til ydelser. At alle modtager lige behandlingstilbud er ikke nødvendigvis retfærdigt eller effektivt – derimod skal sundhedsydelser målrettes, så der er lige behandlingstilbud for lige behov.

Tanken kan illustreres ved følgende tegning: Den retfærdige og effektive fordeling af de tre kasser er ikke lig med én kasse til hver dreng som vist til venstre, men derimod den lige fordeling efter behov som vist til højre.

Lighed og retfærdighed går ikke altid hånd i hånd, heller ikke i sundhedsvæsenet. (Kilde: Interaction Institute for Social Change Angus Maguire)

Overført på den danske velfærdsstat kan det for eksempel betyde, at vi skal investere ekstra meget i udsatte familier og hjælpe dem med deres sundhed og tilknytning til arbejdsmarkedet. For ellers er der stor risiko for, at forældrenes dårligere sundhed går i arv til børnene.

Hvorfor skal vi bekymre os?

Alle statistikker tyder på, at det sundhedsmæssigt går den rigtige vej for alle. Både lavt- og højtuddannede lever længere og sundere. Se selv nedenstående figur for middellevetiden.

Men figuren viser også, at forskellen på lavt- og højtuddannede øges med tiden. At de lavtuddannede ikke følger med i samme tempo som de højtuddannede er ikke blot et tab af leveår for den enkelte lavtuddannede, men også et samfundsmæssigt velfærdstab.

Figuren viser, hvordan levetiden er gået i vejret for alle samfundsgrupper. Men også at det går klart hurtigst for de højtuddannede. (Kilde: AE-Rådet/SIF).

Målrettede indsatser mod de socialt udsatte

De vigtigste årsager til social ulighed i sundhed og indsatser er glimrende beskrevet af blandt andet professor emeritus Finn Diderichsen i publikationen 'Ulighed i sundhed – årsager og indsatser' fra 2011. De indsatser, der målrettes børn og unge og går på tværs af sektorer, kan kort sammenfattes som følger:

• Børns tidlige udvikling: Målrettede indsatser på tværs af sektorer til socialt udsatte gravide og småbørnsfamilier er nødvendigt.

• Skolegang og ungdomsuddannelse: Sikre at alle børn samles op og får en vellykket skolegang og ungdomsuddannelse – herunder særlige tilbud til udsatte børn og unge.

• Social belastning: Forebygge samspil mellem negative sociale faktorer gennem tidlig opsporing, særligt fokus på tilbud til socialt belastede familiers børn og unge.

• Sundhedsadfærd og livsstil: Forebygge usund livsstil (misbrug, kost, rygning, alkohol, motion) blandt lavtuddannede og socialt udsatte – med særligt fokus på deres børn og unge.

• Sundhedsvæsenets rolle: Modvirke barrierer, som hindrer reel lige og fri adgang for lavtuddannede og socialt udsatte (geografiske, mentale, sproglige). Sikre at børn og unge fra udsatte familier får de sundhedstilbud, de har brug for.

• Arbejdsmarkedets rolle: Forebygge udstødelse af lavtuddannede, socialt udsatte og syge, særligt fokus på at inkludere unge fra socialt belastede familier

Hertil kommer indsatser mod følger af social ulighed i bolig og nærmiljø, indkomst, arbejdsløshed, fysisk miljø, arbejdsmiljø og funktionsevnetab, som alle kan have negative konsekvenser for sundhed.

Samarbejde virker godt

Som nævnt er det et fællestræk for indsatser, at der må arbejdes på tværs af sektorer med et særligt fokus på børn og unge, idet man her i særlig grad har en mulighed for at forebygge fremtidig ulighed i sundhed.

For småbørnsfamilier er der således behov for samarbejde mellem sundhedsplejerske, socialrådgivere og daginstitutioner, så vi fanger trivsels- og udviklingsproblemer i starten.

I skoleårene kommer skolen og siden uddannelsesvejledning til som en væsentlig part og i samvirke med socialforvaltning og politi omkring belastede børn og unge, som kan være på vej ind på et skråplan af kriminalitet og indlæringsproblemer.

Den tidlige opsporing af social belastning foregår ligeledes som et samarbejde mellem skole, socialforvaltning, politi, boligforening, fritidsforeninger og så videre. med særligt henblik på tidlig indsats til familiernes børn og unge, så de ikke eksempelvis tiltrækkes af bander og andre negativt stærke forbilleder.

Lignende træk gælder for sundhedsadfærd, hvor flere sektorer må arbejde sammen om at forebygge misbrug og anden usund livsstil blandt børn og unge, og for sundhedsvæsen og arbejdsmarked, hvor der skal ske gedigen tidlig opsporing af belastede børn og unge.

Fokusér indsatsen tidligt i livet

Selvom vi kan gøre meget for at kurere på social ulighed i sundhed, er den vigtigste indsats forebyggelse af, at uligheden overhovedet opstår. Her er det allermest effektivt at fokusere på børn og unge fra udsatte familier.

Og for at sikre den bedste og mest finmaskede forebyggelse er det vigtigt, at indsatser hviler på dialog og samspil mellem flere sektorer – skole, socialforvaltning, uddannelsesrådgivning, politi, boligforening og fritidsforeninger – for blot at fremhæve de vigtigste.