Forskerne er enige om, at temperaturen på Jorden steg med mellem fem og ni grader for cirka 56 millioner år siden.
Mængden af drivhusgasser i atmosfæren steg pludseligt, og det gav anledning til en varmeperiode, der varede i 170.000 år.
Blandt forskerne går denne periode under navnet Palaeocene-Eocene Thermal Maximum, forkortet PETM. Og geologerne har selvfølgelig prøvet at finde en forklaring på den forøgede drivhuseffekt, der havde stor betydning for livet på Jorden.
Nu er det måske lykkedes for norske forskere.
Undersøiske vulkanudbrud
En del geologer mener, at den globale opvarmning skal forklares med vulkanudbrud på bunden af havet. Magma fra vulkanerne kan nemlig have opvarmet aflejringer af mikroorganismer på bunden af havet.
Teorien lyder, at varmen fra vulkanerne har omdannet døde organismer til drivhusgasser – især metan – der er blevet frigivet til atmosfæren.
\ Fakta
LÆS OGSÅ
Og det er ikke småting, det handler om. Flere tusind milliarder tons drivhusgasser blev frigivet, mener forskerne.
Nu har forskerne fundet tegn på, at det godt kan hænge sådan sammen. Tidspunkterne for en række kraftige og langvarige vulkanudbrud i Norskehavet og den globale opvarmning passer nemlig sammen.
Olieboringer hjalp forskerne på vej
Geolog Henrik Svensen fra universitetet i Oslo har forsøgt at finde beviser for en sammenhæng mellem vulkanudbrud og PETM, lige siden hypotesen om sammenhængen blev lanceret i en artikel i det videnskabelige tidsskrift Nature i 2004.
»Vi har hele tiden troet, at de vulkanske intrusioner (magmastrømme, red.) og gasudslip i Norskehavet kunne forklare PETM, men det er først nu, at vi har fået gode data, der viser, at alderen på PETM og de vulkanske lag er den samme,« fortæller han.
Forskerne har analyseret stykker af det meget modstandsdygtige mineral zirkon, der er hentet op i forbindelse med olieboringer forskellige steder i det nordøstlige Atlanterhav (Norskehavet).
Zirkoner røbede magmaens alder
Mineralet kommer fra størknet vulkansk magma, der engang strømmede ud af en række vulkaner på havbunden. Der er identificeret mere end 700 gamle vulkankratere, der kan have diametre på op til 12 kilometer.
Ved at studere forholdet mellem de to radioaktive isotoper uran-238 og bly-206 kunne fundene dateres til at være cirka 56 millioner år gamle.
Så for små 56 millioner år siden har der været fuld gang i de undersøiske vulkaner i området. Forskningsresultatet er offentliggjort i en artikel i tidsskriftet Journal of the Geological Society.
Planter og dyr stortrivedes
Den globale opvarmning var en god nyhed for planter og dyr, fortæller Henrik Svensen:
»Det er ganske godt dokumenteret, at livet på landjorden gik en god tid i møde, efter at Jorden var blevet varmere i Eocæn. Hjorte og heste dukkede op på Jorden. Men i dybhavet førte opvarmningen til en lille masseudryddelse.«
Og måske er det ikke et enkeltstående tilfælde, når livet blev udsat for store omvæltninger af vulkansk aktivitet.
»Vi har tidligere foreslået, at lignende processer kan have forårsaget de store masseudryddelser ved Perm-Trias-grænsen for 252 millioner år siden og ved Trias-Jura-grænsen for 200 millioner år siden,« slutter Henrik Svensen.
