Video: Se Neil deGrasse Tyson bevise, at Jorden er rund

(Video: StarTalk)

Kilde: 
13 marts 2018

Et verdenssyn, som allerede blev modbevist i Antikken, er ved at finde indpas i internettets mørke afkroge.

Nemlig, at Jorden er flad som en pandekage.

De såkaldte ’Flat-Earthers’ skulle dog tage at se med i StarTalks nye video.

Her beviser den amerikanske stjerneastronom Neil deGrasse Tyson nemlig, hvad de fleste af os allerede vidste:

At Jorden er rund.

»Vi har videoer fra rummet af den roterende, sfæriske Jord. Jorden er rund,« lyder det korte svar fra Tyson.

Hans længere svar i videoen bygger på et kapitel fra hans seneste bog ’Astrophysics for People in a Hurry’.

Tyson kan for eksempel fortælle, at man allerede i Antikken kunne afvise idéen om den flade Jord.

Omkring år 250 f.v.t bemærkede den græske astronom Eratosthenes for eksempel, at det ved sommersolhverv var muligt at se bunden af en brønd i den egyptiske by Syene, men ikke i byen Alexandria.

»Der er to mulige forklaringer på den observation. Den første er, at Jorden er flad og har en lille sol tæt på planeten. Den anden er, at Jorden er krum med en sol langt fra planeten. Men hvis du skulle udvide argumentet til tre brønde, så er der ingen mulighed for, at en flad Jords geometri ville passe til eksperimentet« tilføjer han.

Stadig ikke overbevist? Se resten af Tysons argumenter i videoen øverst.

mdm

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.