Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Verdens største frø bygger sine egne 'svømmepøle' med tunge sten

Goliath frø kæmpe dyr

Goliath-frøen er verdens største frø. Den kan veje 3,2 kg og bor i Cameroun og Ækvatorialguinea. (Foto: Mark-Oliver Rödel)

Annonce:

Verdens største frø, Goliath-frøen, har hidtil været lidt af et mysterium. Men takket være et nyt studie ved vi nu, at de er dedikerede, opmærksomme og brølstærke forældre.

Goliath frøen er en truet art, fordi den bliver jagtet for sit kød.

Derfor ville Mark-Oliver Rödel, projektleder ved Naturhistorisk Museum i Berlin, og hans team starte et program op for at opdrætte frøerne i fangenskab. Men da de ikke vidste, hvordan frøerne reproducerer, spurgte de sig til råds hos de camerounske frøjægere, skriver New Scientist.

\ Lidt om Goliath frøen

  • Latinsk navn: Conraua goliath
  • Kan blive 34 cm lang
  • Kan veje 3,2 kg
  • Kan hoppe 5 meter
  • Findes kun i Cameroun og Ækvatorialguinea, hvor de bor nær vandløb.

Frøjægerne fortalte, at Goliath-frøerne bygger damme af sten og bevogter dem hele natten.

»Det lød fascinerende og var fuldstændig uventet,« fortæller Rödel til New Scientist.

Rödels team udforskede derfor Mpoula-floden i Cameroun, hvor de observerede, hvor frøerne fik unger. Disse reder bestod af små 'svømmepøle' i vandløbene, hvor haletudserne kunne være beskyttet fra nedbør og de sommetider voldsomme strømme. Nogle af svømmepølene var naturligt forekommende, mens andre var blevet bygget.

Goliath frø rede med friske æg. Æggene bliver til en grå masse efter 1-2 dage, derfor er det svært at skelne dem fra jorden. Denne rede er naturligt forekommet, hvor frøene har flyttet på sand og blade ud i en cirkel. (foto: pressemeddelelse)

Frøerne havde konstrueret runde dæmninger ud af sten, der vejede op til 2 kg. Altså to tredjedele af frøens vægt!

Annonce:

Ud over deres utrolige styrke, observerede Rödels gruppe, at frøerne også er utroligt opmærksomme forældre. Ud over at de voksne frøer holder vagt over deres unger hele natten, så holder de deres reder rene ved at fjerne blade og andre småting, også selvom de ting kunne være føde for frøerne.

Rödel formoder, at frøerne holder rederne rene for at få bedre udsyn til at bevogte haletudserne. Der er nemlig rovdyr i vandløbene, såsom rejer og fisk, der kan finde på at spise haletudser.

»Det, at vi først nu opdager den her type adfærd, viser, hvor lidt ved vi omkring nogle af de mest spektakulære skabninger på vores planet,« udtaler Rödel i en pressemeddelelse.

Den nye opdagelse er beskrevet i en videnskabelig artikel udgivet i tidsskriftet Journal of Natural History.

LÆS OGSÅ: Goliat-edderkop fundet i Sydamerikas jungle

LÆS OGSÅ: Hvorfor får nogle dyr giga-størrelse?

ski

Annonce: