Selv de største landdyr, kloden har set, de langhalsede sauropoder, begyndte i det små.
Det er heldigt for forskerholdet fra University of Manchester, for modsat de fuldvoksne sauropoder, hvoraf nogle var over 30 meter lange, passede det kun få centimeter store fossile foster nemt ind i forskernes 3D-skanner.
Her opdagede de, at fosteret, som stadig er delvist i sit æg, både har et horn på snuden og fremadrettede øjne.
De to egenskaber gør, at fosteret skiller sig ud fra den gængse forestilling om de planteædende sauropoder.

Ingen af de kendte sauropod-arter har nemlig horn eller fremadrettede øjne. Sidstnævnte er et træk, man normalt ser hos rovdyr, da det hjælper med afstandsbedømmelse.

Forskerne spekulerer, ifølge Science Alert, i, at begge egenskaber kun har været midlertidige, til at hjælpe dyret i de tidligste stadier af livet, og at det ville miste dem, som det blev ældre.
Men da fosteret er det eneste kendte eksemplar af så ung en sauropod, er det umuligt om vurdere, om det tilhører en af de allerede kendte arter, eller måske er en helt ny art.
Forskerne skannede ægget ved en ny metode kaldet ’synchrotron microtomograpy’, som er en type 3D-røntgenfotografering, der giver et komplet billede ved hjælp af stråling.
Ægget blev oprindeligt fundet i det øde område Patagonien i Argentina, før det på ulovlig vis blev smuglet til USA. Nu er det blevet returneret til sit ophavsland.
Studiet blev offentliggjort i tidsskriftet Current Biology.
cll































