Længe har man forsøgt at komme med forklaringer på, hvorfor datidens hersker, T. rex'en, rendte rundt med to meget korte arme.
Som det seneste skud på stammen præsenterer palæontologen Kevin Padian nu sin teori. Han peger på, at den store dinosaur var udstyret med korte arme for ganske enkelt at undgå, at de blev bidt af artsfæller.
Det skriver University of California, Berkeley i en pressemeddelelse om det nye studie, der er blevet publiceret i tidsskriftet Acta Paleontologia Polonica.
Kevin Padian, professor emeritus i biologi ved University of California, Berkeley, og kurator ved UV Museum of Paleontology, forklarer, at T. rex’ens forgængere havde længere arme, og at der derfor må have været en grund til, at de senere hen blev mindre.
Og den grund kunne meget vel være for at undgå, at de forsvandt i munden på en anden T. rex, lyder det i studiet fra professoren, der uddyber i pressemeddelelsen:
»Hvad nu hvis flere voksne tyrannosaurer åd på af et kadaver? Du har en flok massive kranier med utroligt kraftige kæber og tænder, der river og hugger kød og knogler ned lige ved siden af dig. Hvad hvis din ven lige ved siden af dig synes, at du kommer lidt for tæt på? De kan advare dig ved at skære din arm af.«
Tidligere studier har peget på alt lige fra, at de korte arme blev brugt under parring, til at de slet ingen funktion havde.
Kevin Padan kom for første gang på sporet af sin nye teori, da palæontologer havde fundet bevis for, at T. rex’en ofte jagede i flok. Og så kiggede han på flere af nutidens dyr, der også er udstyret med korte arme og jager i flok - blandt andet komodovaraner.
At endeligt fastslå, hvorfor armene på T. rex’en var så korte, bliver svært at gøre, forklarer Kevin Padian, ifølge pressemeddelelsen.
Det er endnu tale om en hypotese, og det ville kræve, at museer verden over gennemgik fossiler for bidmærker, såfremt der engang skulle fastslås en sammenhæng.
\ Læs mere
rf

































