Selvom der kan være stor forskel på pattedyrs størrelse – fra mus til elefant – har dyrene mindst én ting til fælles: De bruger alle omkring 12 sekunder på at ‘lave stort’. Uanset deres størrelse. Det skriver newscientist.com.
Når pattedyr som hunde eller grise kommer af med afføring, glider det ud af endetarmen på et lag slim, som er med til at begrænse toilettiden, konkluderer et nyt studie.
Det nye studie er publiceret i tidsskriftet Soft Matter.
»Luften af afføring tiltrækker rovdyr, som er farlige. Hvis dyrene bruger lang tid det samme sted på at komme af med afføringen, eksponerer de sig selv og risikerer at blive opdaget,« siger Patricia Yang, som er mekanisk ingeniør ved Georgia Institute of Technology og medforfatter på studiet, til newscientist.com.
For at nå frem til konklusionen filmede Patricia Yang og hendes kollegaer elefanter, pandaer og vortesvin i en zoologisk have og hunde i en park, mens de sked. Forskerne kiggede desuden på YouTube-videoer af skidende dyr, hvilke der ifølge Patricia Yang er »overraskende mange af.«
Selvom de overvågede dyr vejede alt mellem 4 og 4.000 kilogram, tog deres toiletbesøg lige lang tid.
Der er samme pres på afføringen hos pattedyr, uanset deres størrelse, fandt forskerne bag det nye studie også ud af. Men allervigtigst for toiletbesøgets effektivitet er slimlaget i endetarmen. Når pattedyr skal lave stort, foregår det altså ikke, som når vi presser tandpasta ud af en tandbørste, men som at glide ned af en vandrutsjebane.
Vi mennesker har også dette glatte slimlag i endetarmen. Uden dette – og hvis vi ikke pressede selv, når vi skulle lave stort – ville et toiletbesøg tage 500 dage.
lsd