En sort og grøn slange kravler ud mod spidsen af en gren. For de fleste slanger, ville det måske være en blindgyde, men ikke for denne.
Vores snigende ven lader hovedet og det meste af kroppen falde ned fra grenen, og holder sig fast med halespidsen.
Så løfter den hovedet og gør sig klar. Pludseligt laver den en bølgebevægelse og slynger sig ud i luften. 20 meter væk lander den i et andet træ.
»Jeg har aldrig hørt om, at disse slanger er landet på mennesker,« beroliger Jake Socha på en hjemmeside, han har dedikeret til de flyvende slanger.
Form og funktion
Socha er biolog på Virginia Tech i USA. Han undersøger forholdet mellem form og funktion hos dyr, fra fremdrift til vejrtrækning og kost. I øjeblikket er han optaget af glideflyvning hos slanger.
Biologen kan berolige os med, at pragtsnogene ikke er særligt giftige og er ufarlige for mennesker.
»De bider og kan udskille en mild gift, men det er kun farligt for små byttedyr. Den værste, kendte skade, den har forvoldt et menneske, er en opsvulmet finger, siger han.
Det gør det måske lettere at forstå forskerens fascination. Sådan som Socha ser det, er de specielle krybdyr nemlig små biomekaniske vidundere.
Filmet glideflyvningen
Sammen med kollegaer har han studeret Chrysopelea Paradisi for at finde ud af, hvordan denne pragtsnogart formår at glide gennem luften.
Forskerne filmede slanger, der slyngede sig ud fra en gren på toppen af et 15 meter højt træ. Fire kameraer registrerede dyrets take-off og glideflyvningen.
Sådan blev det muligt at analysere tredimensionelle rekonstruktioner af slangernes kroppe og bevægelser på flyveturene.
Forskerne koblede rekonstruktionerne til en analytisk model for glidedynamik og de kræfter, som påvirker slangerne, når de svæver indtil 24 meter ud fra start takeoff-platformen.
Ingen ligevægt
På trods af den imponerende distance, viser analysen, at slangerne aldrig opnår en tilstand af ligevægt i rejsen gennem luften.
Med det mener forskerne en ligevægt, hvor de kræfter, der genereres af slangernes flade og bugtende kroppe, præcis udligner de kræfter, der trækker dem nedad.
Sådan en ligevægt ville have gjort dem i stand til at bevæge sig med konstant hastighed og med en konstant vinkel i forhold til horisonten. Men slangerne landede dog heller ikke pladask på bakken.
Hypotetisk stigning
»Slangen skubbes opad - selv om den bevæger sig ned - fordi den opadgående del af komponenten i den aerodynamiske kraft er større end slangens vægt,« siger Socha i en pressemeddelelse.
»Hypotetisk, betyder det, at hvis slangen fortsatte på den måde, ville den til sidst kunne bevæge sig længere op i luften - det ville være en temmelig imponerende bedrift for en slange, « siger han.
Analysemodeller tyder imidlertid på, at effekten kun er midlertidig, og at slangen til sidst rammer bakken eller et andet træ, og hermed ender glideturen.
Slangefrisbee
Så hvilke egenskaber er det der gør, at slangerne er i stand til at flyve?
For det første er de gode til at klatre, og bruger slangeskællene på maven til at skubbe sig over de ru træstammer og til at bevæge sig vertikalt op i træer. De er jo afhængige af et højt punkt at tage sætte af fra.
I det de er luftbårne, trækker de maven ind og gør en bugtende bevægelse. Sådan flader de kroppen ud og danner en buet vinge, der er op til dobbelt så bred som slangen selv.
Tværsnit af slangekroppen minder om et tværsnit af en frisbee. På samme måde som der dannes lufttryk under en frisbee, får slangen ekstra opdrift af den bugtende bevægelse.
Effektiv transport, flugt eller jagt?
Smart design, men hvad skal slangerne egentligt med deres flyveevne?
»Der er ingen, der rigtig ved, hvorfor de flyver, for der har endnu ikke været nogen undersøgelser, der dokumenterer deres flugt mellem træerne,« skriver Socha.
»Generelt gør de dyr, der mestrer glideflyvning, det af en af følgende grunde:
Enten er det en effektiv måde at bevæge sig på - det vil sige, mindre energikrævende, fordi det er en hurtig måde at bevæge sig på, når de jager bytte, eller når de flygter fra et rovdyr. Af anekdotiske historier fremgår det, at slanger bruger flyvningen til nemt at komme fra et træ til et andet. Men der kan være en kombination af de forskellige forklaringer. Slangerne, jeg har arbejdet med, optræder bedst, når de forsøger at komme væk fra mig,« fortæller Socha.
Fra Forskning.no oversat af Mette Damsgaard.
