I det sydvestlige England har forskere bogstavelig talt opdaget en skov af fossiler, der slår rekord.
Fundet, der ligner fossiler af små palmeagtige træer, viser sig nemlig at være den hidtil ældste fossilskov, man kender til.
Det skriver University of Cambridge i en pressemeddelelse.
Vi skal langt, langt tilbage. Helt tilbage til den geologiske tidsalder devon, som den ældgamle fossilskov ser ud til at stamme fra. Fossilerne er blevet dateret til at være omkring 390 millioner år gamle og blev fundet i høje sandstensformationer på den sydlige bred af Bristolkanalen.
\ Slår rekorden over fossilskov fundet i New York
Den nyopdagede fossilskov viser sig at være omkring 4 millioner år ældre end den tidligere rekordholder, Gilboa-fossilskoven fundet i New York i USA.
Her identificerede forskerne både forstenede træstammer, planter, spor af rødder og sedimentære strukturer. Fortidstræerne, som engang har vokset i skoven, er kendt under navnet Calamophyton, en slægt af træer, der ligner palmer, men som var kortere, havde hule stammer og en helt anden, tættere struktur i kronen.
»Det her er en ret mærkelig skov. Ikke som enhver skov, man ser i dag,« siger studiets hovedforfatter, Neil Davies, professor ved institut for Earth Science ved University of Cambridge i England, i pressemeddelelsen.
»Der har ikke været nogen underskov eller noget græs i bunden, men der var masser af kviste, som faldt af de her tætpakkede træer, hvilket har haft en stor effekt på landskabet,« forklarer han i pressemeddelelsen.
I det nye studie, som er offentliggjort i Geological Society Publications, peger forskerne på, at den ældgamle fossile skov og de nedfaldne kviste sandsynligvis kan have påvirket det omkringliggende landskab og hjulpet hvirvelløse dyr, der levede i skovbunden dengang.
»Det her er vores første mulighed for at se direkte på økologien i den tidligste skovtype, at fortolke miljøet, hvori Calamophyton-træer voksede, og at evaluere deres indvirkning på det sedimentære system,« påpeger studiets medforfatter Christopher Berry, lektor ved School of Earth and Environmental Sciences ved Cardiff University i Wales, i pressemeddelelsen.
smb
Lyt til Plantejagten
Er du en vaskeægte naturnørd? Så er vores podcast Plantejagten helt sikkert noget for dig. I Plantejagten går vi på jagt efter alle de spændende historier, som vores vilde planter gemmer på.
Værterne er Emma Aller og Niels Christian Sanden, der begge er forskere på Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.
Lyt til episoderne i afspilleren herunder. Du kan også abonnere gratis på podcasten ved at klikke på ‘subscribe’ eller søge efter ‘Plantejagten’ i en podcastafspiller på din mobiltelefon.

































