For omkring seks millioner år siden blev en lomme af ferskvand suget ned under Jordens skorpe, hvor den i al hemmelighed har været - lige indtil nu.
Et nyt studie, der er blevet publiceret i tidsskriftet Communications Earth & Environment, har opdaget den såkaldte akvifer - også kaldet grundvandsmagasin - som ligger under bjergområdet Monti Iblei i det østlige Sicilien.
Forskerne bag vurderer, at akviferen indeholder omkring 17.500.000.000 kubikmeter vand.
Til sammenligning indeholder Danmarks største sø, Arresø, 122.750.000 kubikmeter vand.
Forskerne gjorde opdagelsen ved at undersøge grundvandsdata fra området. Dataene gjorde dem i stand til at konstruere en 3D-model af undergrunden med akviferen, så de kunne måle mængden af vand.
Men de kunne også bruge 3D-modellen til at skrue tiden tilbage og rekonstruere fortidens geologi i området, og sådan fandt de også teorien om, hvordan akviferen med al sandsynlighed opstod:
For seks millioner år siden var der en 700.000 år lang tørke, der sluttede brat med voldsom regn til følge.
Regnen lagde sig formentlig ovenpå bjergene i nutidens Sicilien og trak ned gennem Jordens skorpe under bjergene, hvor det har været lige siden - indtil nu i hvert fald.
Forskerne håber nemlig, at opdagelsen kan give anledning til at bygge grundvandspumper, der kan suge de mange kubikmeter ferskvand op for at afhjælpe vandmangel på Sicilien.
jso

































