I en video fra Aarhus Universitets Center for Elektrobiologi kan man se en mærkværdig ‘bakteriedans’ i mudder, der pludselig bliver spoleret af en laser, der skærer en såkaldt kabelbakterie over.
Indgrebet får med det samme de mange mindre bakterier til at droppe dansen og sprede sig.
Et nyt studie, der er blevet publiceret i tidsskriftet Nature Communications, har undersøgt mysterierne om, hvordan kabelbakterier fungerer. De har brugt videoen til at vise, at andre bakterier bruger kabelbakterier som en slags livline til ilt.
Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Kabelbakterier er centimeterlange, trådformede bakterier, der er forsynet med indre ledninger, som kan lede ilt fra iltholdige til iltfri områder.
Den kan på den måde være kilde til ilt for andre bakterier i iltfri områder såsom i en mudderpøl som i videoen.
En af forfatterne bag studiet Jesper Jensen Bjerg, som nu er postdoc i Center for Elektrobiologi, forklarer, at han nærmest opdagede fænomenet ved et tilfælde.
»Mens jeg blev mere og mere utålmodig, opdagede jeg pludselig noget uventet i mikroskopet: Hundredvis af mange forskellige slags bakterier svømmede i en tæt flok omkring den del af en kabelbakterie, som befandt sig i et iltfrit miljø. Det så ud, som om de dansede og havde en fest,« fortæller Jesper Jensen Bjerg i pressemeddelelsen.
Han prøvede efterfølgende at skære kabelbakterien over og kunne med det samme konstatere, at de andre bakterier ændrede adfærd.

Opdagelsen ledte til en indsats, der skulle forklare fænomenet, og det arbejde er nu blevet publiceret sammen med videoen af de ‘dansende’ bakterier.
Fremover skal Jesper Jensen Bjerg og hans kollegaer blandt andet undersøge, hvor vigtige interaktionerne mellem bakterierne er på havbunden, og hvordan de bærer sig ad med at dele ilt.
jso


































