Hvis dinosaurerne troede, at de kunne gå på listefødder og slette deres fodspor, tog de gevaldigt fejl. En udtørret flod i Texas har nu vist dino-fodspor, der er omkring 113 millioner år gamle, skriver nyhedsbureauet AFP.
De dybe spor er fundet i Dinosaur Valley State Park, som er kendt for at rumme fodspor fra dinosaurer, der engang vandrede rundt i mudderet i kanten af et forhistorisk ocean.
Men på det seneste er et væld af hidtil ukendte fodspor kommet til syne.
Og hvad skyldes det så?
Det varme, tørre sommervejr, forklarer Stephanie Salinas Garcia, der er pressemedarbejder i Texas Parks and Wildlife Department - Texas’ svar på Naturstyrelsen.
»På grund af den voldsomme tørke denne sommer, udtørrede floden de fleste steder, hvilket betød, at flere fodspors-stier blev synlige,« siger hun ifølge AFP.

Da vejrudsigten tyder på regn, vil sporene snart blive dækket igen af floden. Dog fortæller Garcia, at de vil forsøge at bevare sporene og passe på dem, så fremtidige generationer også kan se dem.
Fodsporene er skabt af den tobenede rovdinosaur Acrocanthosaurus, der kunne veje omkring 4 ton og være 11 meter lang.
Fotos og videoer, der er lagt op på en Facebook-side om nationalparken, viser nogle af de fodspor, Acrocanthosaurus har trådt. Det er ifølge AFP en af de længste fodspors-stier fra dinosaurer, der nogensinde er fundet.
Huge Dinosaur Tracks Appear After DroughtAfter The Drought of 2022 Huge Dinosaur Tracks Appear in the Paluxy River at Dinosaur Valley State Park. B.P. Baker Site. Normally these are under water and mud. Paul Baker | LDL Friends of DVSP
Posted by Dinosaur Valley State Park - Friends on Wednesday, August 17, 2022































