Sjælden tohovedet hjort giver viden om deforme dyr
Kilde: 
14 maj 2018

Det lyder mareridtsagtigt at falde over kadaveret af en tohovedet hjorteunge i skoven.

Ikke desto mindre er fundet, der blev gjort i det sydøstlige Minnesota i 2016, en brik i forståelsen af deforme fostre hos vilde dyr. 

Den døde unge af en hvidhalet hjort er nemlig det første tilfælde, man kender til, hvor moderen har gennemført graviditeten med det deforme og ulevedygtige foster. Det skriver Science Alert.

»Vi kan ikke engang estimere, hvor sjældent det her er. Af de titusinder af unger, der årligt fødes i USA, opstår der sandsynligvis abnormiteter i naturen, som vi ikke engang ved noget om,« siger Gino D'Angelo til Science Alert.

Han er økolog ved University og Georgia og har studeret kadaveret.

deform misfoster hjort siamesisk tohovedet

Forskerne ved ikke, hvad der går galt, når en hjort som denne bliver deform. (Foto: University of Georgia)

Ungen - eller ungerne - har vist sig at være en form for siamesiske tvillinger. Hos tæmmede dyr som eksempelvis får og køer, er det mere normalt at se den slags fostre, mens man hos vilde dyr kun kender til 19 tilfælde mellem 1671 og 2006 - 5 af dem var hjorte.

Undersøgelsen af kadaveret, der blandt andet har indebåret en MRI og en CT-skanning viser:

  • Ungerne, der var hunkøn, havde én krop, men rygsøjlen delte sig i to. Det har givet to seperate nakker og to hoveder.
  • De havde to tarmsystemer, men kun det ene var forbundet til anus.
  • I kroppen var to seperate hjerter og ekstra nyrer men kun én lever, der var deform.

misfoster hjort unge siamesisk tvilling tohovedet

Undersøgelsen af hjorteungerne har fastslået, at de aldrig har haft mulighed for at overleve. (Foto: D'Angelo et al./The American Midland Naturalist)

Ved at placere lungerne i vand, kunne forskerne konstatere, at ungerne har været dødfødte - de sank nemlig straks til bunds og har altså aldrig været brugt til at trække vejret.

Da ungerne blev fundet, var de blevet gjort i stand efter fødslen. Moderen har altså taget sig af dem, selvom de ikke var i live.

Det fulde studie er publiceret i The American Midland Naturalist.

ele

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.