Hvad får man, hvis man tager en model, der giver et billede af spredningen af idéer samt deres op- og nedture, trækker et parameter fra og fylder modellen med data om epidemier? En model, der forhåbentlig vil kunne medvirke til at forebygge spredning af sygdomme i fremtiden.
»Modellen er i højere grad en model for mennesker og sociale dynamikker end en model for viden, og derfor kan den overføres,« fortæller en af forskerne bag den multi-brugbare model, professor Mogens Høgh Jensen fra Center for Models of Life ved Niels Bohr Institutet.
Kim Sneppen, som er professor og centerleder ved Niels Bohr Institutet, og den anden mand bag modellen, forklarer desuden, at målet med at bruge samfundsmodellen til sundhedsarbejde endnu ikke er praktisk anvendelse. I stedet ønsker forskerne at forstå, hvorfor der er så relativt få epidemier i verden. Den praktiske anvendelighed er en sidegevinst.
Nok med én smittekilde
Når modellen skal bruges til at forudsige epidemispredning, skal en enkelt af dens forudsætninger ændres.
En af forudsætningerne i modellen i dens oprindelige form er nemlig, at en idé kun kan spredes, hvis der er mindst to virtuelle personer, eller agenter, der kan påvirke én anden. En skal være tæt på, mens en anden godt kan være langt væk. På den måde arbejder paradigme-modellen med, at jo flere, der kender til en idé, jo større er chancen for dens udbredelse.
\ Fakta
Du kan se flere af de modeller, forskerne ved Center for Models of Life har lavet på deres hjemmeside www.cmol.nbi.dk
Når modellen skal forudsige epidemi-spredning er det nok, hvis en enkelt person i den umiddelbare nærhed får en sygdom. Fra den første sygdomsramte person, epidemiens epicenter, kan den så sprede sig. Og de mønstre, epidemien spreder sig i, skal modellen forsøge at forudsige.
Adskiller sig fra andre epidemi-modeller
Et aspekt, der gør forskernes model særligt velegnet som epidemi-model, er, at dens forudsætninger er indstillet, så hver agent eller person kun kan få den samme idé, eller i dette tilfælde, sygdom en enkelt gang.
Dermed tager modellen højde for immunitet, som ofte opstår hos mennesker, når de har haft en sygdom. Det giver også den virkelighedstro effekt, at nye sygdomme vil have en fordel, fordi der i systemerne er udviklet immunitet mod sygdomme, der tidligere har floreret.
»Det nye i at bruge denne model til at forudsige epidemi-spredning er, at den åbner for studier af mange sygdommes simultane spredning ved at inkludere immunitet, og dermed giver modellen et mere dynamisk billede af sygdomsdiversitet,« fortæller professor og centerleder Kim Sneppen, der er modellens anden bagmand.
Modellen adskiller sig desuden fra andre epidemi-modeller, fordi den ser på flere sygdomme i ét system, og dermed har fokus på, hvordan sygdomme kan konkurrere med hinanden.
\ Fakta
Læs om modellen og dens evner som samfunds-model i den følgende artikel: Sådan skifter videnskabelige paradigmer
Ser man en illustration af modellen, som kan findes her, ser man, at flere sygdomme (forskellige farver eller felter) spreder sig simultant, men også afskærer eller opsluger hinanden undervejs.
Mere realistisk model på vej
I det videre arbejde med modellen overvejer forskerne dog, om de skal ændre forudsætningerne, så hver enkelt agent godt kan få den samme sygdom igen, men først efter et bestemt antal år. I virkeligheden er det jo ikke alle sygdomme, der giver ubetinget immunitet.
»Som det er nu, kan den samme agent ikke få præcis samme sygdom igen, men sagtens få en tæt beslægtet variant den næste vinter. Det overvejer vi at ændre, for den samme sygdom kan godt vende tilbage efter for eksempel ti år, og det vil give en mere realistisk model,« fortæller Kim Sneppen.
Den første udgave af modellen er allerede publiceret i det anerkendte tidsskrift Plos One. Den mere realistiske model er under udarbejdelse.
