Et internationalt forskerteam under ledelse af Kay Ohshima, der er oceanograf ved Hokkaido Universitetet i Japan, har udstyret antarktiske sæler med sensorer, for at kunne finde nye kilder til kolde dybhavsstrømme.'
Dybhavstrømme påvirker klimaet i stor grad, og forskerteamet mener, at de nye opdagelser skal tages med i beregningerne for den globale havcirkulation - en vigtig faktor for klimaet.
»Denne opdagelse vil forbedre de numeriske simulationer og forudsigelser, vi kan lave i forbindelse med klimaforandringer,« udtaler Kay Ohshima til LiveScience.
Studiet er publiceret i Nature Geoscience.
De antarktiske udfordringer
De antarktiske dybhavsstrømme dannes, når kolde vinde får havet til at fryse til is. Fordi den del af vandet, der fryser, indeholder forholdsvis lidt salt, er der mere salt i det vand, der bliver tilbage under isen.
Det skyldes, at saltholdigt vand er tungere end mindre saltholdigt vand. Vandet i hullet i isen synker derfor til bunds, og der bliver skabt en strøm. Vandet, der er rigt på ilt og kuldioxid, strømmer nordpå og bliver en del af den globale havcirkulation.
Forskernes øjne under vandet
Området, forskerne har undersøgt, hedder Cape Darnley.
Det er en såkaldt ’smal kontinentalhylde’ - kontinent der er dækket af vand og dækket af havis – og et meget ufremkommeligt område, og da teamet ankom til deres planlagte sted for at lave undersøgelser, måtte de finde et andet sted, fordi det oprindelige område var dækket af for meget is.
Netop al isen gør det svært for mennesker at undersøge, hvad der foregår, nede i havets dyb. Forskerne har derfor brugt sælerne som deres øjne under vandet.
De resultater forskerne fik fra sensorerne på sælerne kunne give dem et billede af, hvad der skete under isen.
Sælerne undgår det kolde vand
Sælerne fik limet sensorer på hovedet, der kunne give forskerne forskellige oplysninger om f.eks. temperatur og saltindhold af vandet. Men selvom observationerne fra sælernes sensorer giver et billede af, hvad der sker under den tykke havis, så kan man ikke styre, hvor de svømmer hen.
Det giver visse problemer, da man ikke kan gøre andet end at vente. For eksempel havde forskerne observeret, hvordan over 20 sæler undgik Cape Darnley. Men det krævede heldigvis kun én sæl, som svømmede direkte ind i det kolde vand, for at finde ud af at Cape Darnley er de steder, hvor der bliver dannet dybhavsstrømme.
Indtil sælernes ekspedition i det kolde vand var man ikke sikker på, om der dannedes dybhavsstrømme på så smalle kontinentalhylder som Cape Darnley er.
Siden har flere sæler bidraget med data, og mange af sælerne svømmer faktisk helt ned til 1800 meters dybde.
Optimering af klimamodellerne
Markus Jochum, som er oceanograf på Københavns Universitet, synes, at det er fint med fundet af den nye dybhavsstrøm, men ikke særlig uventet.
»Fysikken bag dannelse af dybhavsstrømme er kendt stof. Men der er lavet få undersøgelser i havet omkring Antarktisk,« siger Markus Jochum som kommentar til de nye resultater. Fundet af den nye dybhavsstrøm bidrager derfor med et bedre billede af strømmene i det antarktiske ocean.
Tidligere har der været tre kendte steder på Antarktisk, hvor der blev dannet dybhavsstrømme. Men målingerne viste, at der kom mere koldt vand fra Antarktisk, end det de tre steder bidrog med. Forskerne bag studiet mener, at Cape Darnley bidrager til ca. 10 procent af det antarktiske dybhav.
Med hensyn til dybhavsstrømmens påvirkning af klimaet mener Markus Jochum, at mange klimamodeller faktisk producerer disse dybhavsstrømme, altså at de er en del af resultatet i klimamodellerne.
»Næste skridt er at sammenligne denne specifikke observation med de klimamodellerede dybhavsstrømme. På den måde kan man optimere klimamodellerne,« slutter han.


































