Mit motto er 'work hard and play hard'. Men kan det være godt for arbejdslivet at have det sjovt?
Jeg studerer dyrenes adfærd, og det er blandt dyrene, jeg ofte leder efter svarene.
Der er mange ting, som fryder og glæder både mennesker og dyr, for eksempel at spise mad der smager godt, men det er ikke nødvendigvis sjovt. Når jeg ser på mine børn, kan jeg se, at det, de synes er sjovt, involverer leg, og videnskabsmænd, som forsker i biologien bag morskab, fokuserer også på leg.
Er det kun intelligente dyr, der leger?
Den evolutionære miljøbiolog Gordon Burghardt er ekspert i emnet og definerer leg som:
… gentagen, tilsyneladende formålsløs adfærd, som adskiller sig fra mere adaptive udgaver både strukturelt, kontekstuelt eller udviklingsmæssigt, og som indledes, når dyret er i omgivelser, der er afslappende, ikke stimulerende eller stressende.
Så leg er noget dyr gør gentagne gange, noget der forekommer formålsløst - for eksempel en kat, der jager en garnnøgle. Det kan være beslægtet med anden adfærd (øve sig i at jage for eksempel), men handlingen er for det meste mere overdreven og sker kun under afslappede forhold.
Det kan diskuteres, om alle dyr leger, og den debat fører tilbage til definitionen: Når vi tænker på legende dyr, forestiller vi os hunde, aber og delfiner - ikke fugle og blæksputter. Vi forestiller os, at det kun er arter, som vi opfatter som intelligente og sociale, der leger.
Blæksprutter er et af havets mest intelligente væsner, og papegøjer og krager overgår primater i kognitionstests for dyr. Forskere har set disse dyr lege. Men betyder det, at andre mindre intelligente dyr lever et liv uden sjov?
Mennesker har monopol på alt det sjove
Problemet med ordet ‘sjov’ er, at det tillægger naturen menneskelige egenskaber. En fugl, der 'står på ski' ned af et snedækket tag, ser sjov ud for os mennesker. Vi går ud fra, at fuglen gør det for sjov.
Men det, der ser ud som sjov for os, er måske lige det modsatte, selv for højt intelligente, sociale skabninger.
Delfinernes vidunderlige, og tilsyneladende koordinerede, spring er ofte slåskampe. De sorte svaner, der surfer bølgerne ved kysten i Australien, har måske bare fundet en effektiv måde, at nå i land på. Eller måske bliver dyrene bare trukket af fysikkens love.
Man bliver nødt til at undersøge dyrenes hjerner for med sikkerhed at kunne sige, om de har de samme egenskaber, der kan få mennesker til at føle, at de har det sjovt. Desværre har vi ganske enkelt ikke denne information for størstedelen af dyrearterne.
Hvad er meningen?
Selvom voksne dværgchimpanser, voksne tamme hunde og voksne mennesker leger, er det hovedsagligt unge og børn, der leger.
Det giver mening, da leg udvikler og finpudser evner og færdigheder, der er nødvendige senere i livet.
En killing jager en garnnøgle for at blive et bedre rovdyr. Bavianhanner leger, at de slås, for at udvikle de kampfærdigheder de behøver for at komme højere op i hierarkiet som voksne, og chimpanser leger med ting og sager for at forbedre den øje-hånd koordination, som er nødvendig for at kunne bruge redskaber og forarbejde mad.
I mennesker er der en interessant sammenhæng mellem kreativitet og leg - noget som man ikke har set på i dyreverden.
Legesyge mennesker er meget opfindsomme
Det er velkendt, at legesyge mennesker er meget opfindsomme. Den sammenhæng ses nok tydeligst i kunstverden, hvor store komponister, som eksempelvis Mozart, og nyskabende kunstmalere, som for eksempel Picasso, også er kendt for deres legesyge.
Også inden for videnskaben ser man denne sammenhæng. Fysikeren Richard Feynman sagde, at han legede fysik, og derfor var hans arbejde sjovt. Sådanne mennesker har som regel evnerne til at sammenbringe tilsyndeladende usammenhængende informationer for at finde en ny løsning på et problem.
I dyreverden er der forskel på, hvor meget det enkelte dyr leger. Det kunne være spændende, at finde ud af om de mere legesyge også er opfinderne.
Var ‘Imo’, den første vilde japanske makakabe som vaskede sin mad, mere legesyg end hendes jævnaldrende? Og kan indføjelsen af leg gøre dyr mere kreative?
Min gruppes motto skal ihvertfald ændres en anelse til: 'play hard and work hard'. Ikke alene gør det vores liv sjovere - vi kan også høste godt af den øgede kreativitet i vores forskning.
Robert John Young hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret i The Conversation.
