På jagt efter parasitter i svinestier

I den danske kriminalroman Dinosaurens Fjer af biolog og forfatter Sissel-Jo Gazan fungerer Taenia solium som spektakulært mordvåben. Det arme offer er blevet invaderet af parasitter, der aggressivt har ædt sig langt ind i kroppens væv.

Med litteraturens sans for dramatik dør den uheldige biperson i et epileptisk anfald, fordi parasitterne i form af cyster – eller tinter – har gennemhullet det bløde nervevæv, nedbrudt de indre organer og formeret sig i alt dét, der ligger midt i mellem. Kødet skælver, og læseren væmmes ved de malende beskrivelser.

Men Taenia solium er meget mere end en effektiv figur i fiktionens verden.

Et sygdomsudbrud forårsaget af parasitten kaldes cysticercosis, og selv om det heldigvis er en yderst sjælden tilstand på vores breddegrader, er der i verdens udviklingslande tale om et reelt problem med fatale konsekvenser for både mennesker og dyr:

»50.000 mennesker dør hvert år af cysticercosis, og op mod 20 millioner mennesker menes at være bærere af Taenia solium, så der er brug for forskning i sygdommen og lægemidlerne, der benyttes i behandlingen,« siger Sif Cederberg, der er 27 år og nyuddannet farmaceut.

I fire måneder boede hun i Zambia, hvor hun i sit specialeprojekt fik fingrene helt ned i det sygdomsinficerede væv.

Fra gris til menneske til gris

Derfor er desto mere vigtigt at forebygge og behandle cysticercosis. Epilepsi er en del af sygdomsbilledet, fordi tinterne sætter sig på hjernen og ødelægger den kemiske balance. De fleste patienter dør i forbindelse med et alvorligt epileptisk anfald.

»Sygdommen opstår i mennesker, når parasitten ved en fejl får sig forvildet ind i den forkerte vært. Normalt er mennesket slutvært, altså bærer af en ulækker – men forholdsvis ufarlig – bændelorm. Svinet er mellemværten, og det er her, man normalt ser cysticercosis, der viser sig som store, hvide byld-lignende vækster under tungen,« fortæller Sif Cederberg.

Mennesket pådrager sig bændelormen ved at spise inficeret svinekød, og derefter spredes ormens æg via afføring, som enten grise eller mennesker herefter kommer til at indtage. Dyr og mennesker lever tæt sammen, og hygiejnen er ikke nødvendigvis i top.

På den måde inficeres mennesker og dyr med de tinter, som er årsagen til cysticercosis.

Kraft, R. (2007). Cysticercosis: an emerging parasitic disease. Am.Fam.Physician 76, 91-96.

I Europa behandler vi kød med stor varsomhed og har dyrehold strengt adskilt fra vores husholdning, men i andre dele af verden er der kortere afstand mellem værterne. Det er dyrt at have grisene indhegnet, da man så selv skal sørge for mad. Det kan løses ved at lade grisene gå frit rundt, og det spreder smitten.

Men hvorfor spiser mennesker det inficerede kød, som mildest talt ikke er særlig appetitligt at skue:

»Fordi de er fattige, og fordi de ganske enkelt ikke ved bedre. Det inficerede kød er billigere. Og sælgerne på det lokale marked prøvede også at overbevise mig om, at deres dyr ikke var syge: Hvis man kan hive hår ud på grisen, så fejler den ikke det mindste, lød ét af argumenterne. Og de tydelige tinter? Grisen har simpelthen spist for meget salt – og det har nu aflejret sig under tungen!, siger Sif Cederberg.

Langt fra Roskilde Dyrskue

Mennesker kan behandles for sygdommen med lægemidler – men de inficerede personer i Afrika får sjældent stillet en diagnose, da det kræver avanceret udstyr, som kan være svært tilgængeligt:

»Cysticercosis behandles i visse tilfælde med medicin eller kirurgi, som er dyr – ofte uoverkommeligt dyr for afrikanerne i de små landsbyer og i storbyernes slumkvarterer. Tilmed er afstandene i Afrika store – der er langt mellem hospitaler og apoteker, fortæller Sif Cederberg.

Sif Cederbergs speciale var en undersøgelse af de tre lægemiddelstoffer Oxfendazole, Praziquantel og Ivermectin in vitro – med henblik på behandling af grise med Taenia solium-tinter.

Oxfendazole har tidligere vist gode resultater in vivo, og Praziquantel har vist gode resultater in vitro. Begge stoffer har sine begrænsninger, fordi de skal gives oralt – samtidig er de svært tilgængelige i afrikanske lande. Ivermectin bruges i dag i høj grad i afrikanske lande mod andre parasitter – blandt andet lus. Det skal injiceres under huden, hvilket gør lægemiddeladministrationen lettere. Stoffet er også nemt tilgængeligt.

»Jeg ønskede at undersøge, om Ivermectin havde en effekt på tinterne og at forske i effekten af Oxfendazole in vitro, fordi det ikke tidligere er testet. Praziquantel fungerede som referencestof,« fortæller Sif Cederberg.

Hun testede alle tre stoffer på sygt svinevæv under et ophold på The School of Veterinary Medicine, University of Zambia. Den unge specialestuderende tog selv på markedspladsen, hvor hun omhyggeligt udvalgte de dyr, der havde det værst, og tog dem med tilbage til universitetet, hvor grisene blev aflivet:

»Det var en ret anderledes oplevelse i begyndelsen. Selve markedet var lidt af en surrealistisk oplevelse – lad mig bare sige, at der ikke ligefrem var tale om et hyggeligt marked med afskårne blomster og røget skinke, som vi kender det fra Europa. Det var stort og rodet og beskidt – og det var lidt af en udfordring at stå som hvid – og meget ung – kvinde og sige: Hej, jeg vil gerne købe jeres syge grise. Helst dem der er inficeret mest muligt,« fortæller hun.

Bæredygtig lægemiddeludvikling

Sif Cederberg og laboratorieassistenterne skar tinterne ud af det syge væv – placerede dem i kogalde, der fungerede som vækstmedium, podede med lægemiddelstof og anbragte cocktailen i varmeskab for at undersøge effekten af de forskellige lægemidler.

Kogalden skulle Sif Cederberg i øvrigt hente på et andet marked en times kørsel fra Lusaka.

»Resultaterne for lægemidlet Oxfendazole var ret påfaldende, eftersom lægemidlet faktisk ikke var særligt velegnet til at slå tinterne ned. Men det kan måske gøre os klogere på, hvordan lægemidlet rent faktisk virker – som vi jo ved, at det gør. Måske skader Oxfendazole blot tinterne, og så er det immunforsvaret, der afslutter nedkæmpningen i kroppen. Det er klart, at der er forskel på at forske i væv i laboratoriet, og på hvordan medicinen virker på dyr og mennesker i levende live,« siger hun.

Det var lidt af en udfordring at stå som hvid – og meget ung – kvinde og sige: Hej, jeg vil gerne købe jeres syge grise. Helst dem der er inficeret mest muligt.

Sif Cederberg

Praziquantel virkede fint efter hensigten og var derfor et godt referencestof, og Ivermectin gav resultater, der øger interessen for at teste in vivo næste gang.

Sif Cederberg håber, at hun i fremtiden kan komme til at arbejde med ulandsforskning:

»På Det Farmaceutiske Fakultet forsker vi først og fremmest i udvikling af lægemidler til behandling af sygdomme, som forekommer hyppigt i den vestlige verden – det vil sige diabetes, hjerte-kar-sygdomme og Alzheimers. Der er forskningsgrupper, som opsøger klodens naturfolk for at undersøge deres lægemiddelplanter, men så er det ud fra vinklen: Hvordan kan vi bruge deres medicin i behandlingen af vores sygdomme? Jeg interesserer mig mere for, hvordan vi kan hjælpe med at behandle de sygdomme, der plager eksempelvis det afrikanske kontinent, siger Sif Cederberg.

Og hjælp er der brug for. WHO har defineret cysticercosis som én af syv negligerede endemiske zoonoser i verden – zoonoser betegner sygdomme, der overføres mellem dyr og mennesker.

Lavet i samarbejde med Det Farmaceutiske Fakultet, Københavns Universitet