Den tykke hud, der holder på isbjørnens varme. Den hvide pels, der kamuflerer rovdyret. Og et stofskifte, hvor hjertet kan holde til at spise stærkt fedtholdig og kolesteroltung mad - for eksempel sæler.
Alle disse særegne genetiske færdigheder lærte isbjørnen sig indenfor de sidste 70.000 år. Hvilken i et evolutionært perspektiv er meget nyligt, skriver mediet Popular Science.
Isbjørnens tætteste slægtning er brunbjørnen. Hvornår de to arter præcist adskiller sig, er biologerne i tvivl om. Men antagelsen har været, at da isbjørnen søgte mod arktiske egne, tilpassede den sig ved at ændre sine gener meget hurtigt.
Men sådan ser det ikke ud til at være sket, mener forskerne bag et nyt studie - herunder én fra Københavns Universitet - der er udgivet i BMC Genomics.
\ Læs også
I studiet har forskerne foretaget genanalyser af isbjørne, der levede for henholdsvis 130.000-100.000 år siden og 100.000-70.000 år siden.
Ud fra genanalyserne kan forskerne i studiet nu konkludere, at tre væsentlige genetiske træk for isbjørnens overlevelse i Arktis, er udviklet for nyligt. I et evolutionært perspektiv.
De genetiske træk, som der er tale om, bestemmer isbjørnens kardiovaskulære funktion, metabolisme og pigmentering. Med andre ord: Isbjørnens blodkredsløb, stofskifte og farven på bjørnens hud og pels.
Forskerne fandt tegn på, at den udvikling først er fundet sted de seneste 70.000 år, siger Michael Westbury, der er medforfatter på studiet og lektor i evolutionsbiologi ved Københavns Universitet, til Popular Science.
»Man har altid antaget, at da isbjørne adskilte sig fra brune bjørne, måtte de hurtigt have tilpasset sig Arktis i én hurtig evolutionær ændring. Men vores resultater tyder på, at det måske ikke var tilfældet, og at tilpasningen til Arktis var en mere gradvis proces.«
Til sammenligning begyndte de første moderne mennesker også at udvandre fra Afrika for omkring 70.000 og 100.000 år siden.
