Odderen er en lystig fætter tilhørende mårfamilien, som tidligere havde en rimelig stor repræsentation i Danmark.
Den er dog ikke mere helt så udbredt her til lands.
Der er derfor planlagt udsætning af oddere i nogle af de mere tyndt befolkede egne med henblik på at forøge biodiversiteten i vore naturområder.
Det kan da også blive spændende at give befolkningen lejlighed til i større udstrækning at nyde dette vandlevende rovdyr, der er en sand kunstsvømmer og en udbredt fiskespiser.
Flere oddere, større risiko
I forbindelse med indfangst, omfordeling og udsætning i nye områder kan det dog være på sin plads at undersøge sundhedstilstanden hos de oddere, som man ønsker transporteret mellem landsdelene.
Nye undersøgelser foretaget på Københavns Universitets Fakultet for Biovidenskab har nemlig vist, at der i Danmark forekommer en lever-parasit, der ikke alene med forkærlighed angriber odderen, men tillige kan inficere mennesker.
En forøgelse af odder-bestanden vil derfor – alt andet lige – kunne øge udbredelsen af denne ubehagelige snylter, der har sine larvestadier i snegle og ferskvandsfisk.
Lever-ikten kan give maveproblemer
\ Fakta
Forskerne har måttet anvende en kombination af dna-analyser og mere traditionelle metoder for – med ufravigelig sikkerhed at fastslå – at der var tale om den problematiske lever-ikte, der alene med sit videnskabelige navn Pseudamphistomum truncatum kan forskrække almenheden.
Lever-ikte-parasitten sætter sig fast i pattedyrets galdegange, hvor den kan fremkalde en kraftig betændelsesreaktion, der kan udløse feber, kvalme, opkast og diarré.
Den er nært beslægtet med den kinesiske lever-ikte, som florerer i Asien, hvor den regnes for en betydelig og meget alvorlig sundhedsrisiko for befolkningen dér.
Pattedyr, herunder mennesker, opnår infektionen ved at spise inficerede og utilstrækkeligt tilberedte ferskvandsfisk.
Fra vand videre til maven
Lever-iktens livscyklus er lidt kompliceret (se illustration) og omfatter den voksne snylter i pattedyrenes lever (både odder, mennesker, ræv og mink kan bære snylteren).
Æg fra parasitten afgives til vandmiljøet via ekskrementerne fra værten. Herefter indtages æggene i vandområdet af en sumpsnegl, som selv bliver inficeret ved processen. I sneglen udvikles nye stadier af snylteren, de såkaldte hale-ikter, der svømmer ud fra sneglen for at finde en fisk at inficere.
Parasitten borer sig simpelthen ind i fisken, hvor den indkapsles som et relativt inaktivt larvestadium, der i virkeligheden er et vente-stadium. Parasitlarven venter således på, at et pattedyr, såsom en odder, spiser fisk med snyltere.
Fisken vil derefter som ventet blive fordøjet, men snylteren er tilpasset til at modstå pattedyrets fordøjelsesprocesser, og den vil siden vandre op i galdegangene hos den uheldige vært. Infektionen er derefter et ubehageligt faktum, som kan vare adskillige år.
Ræv og mink gemmer også på ikter
Det er som nævnt ikke alene odderen, der kan være inficeret. Andre dyr, der indtager fisk, såsom ræv og forvildede mink, kan holde liv i parasitten og dens hærgen.
Forskerne på Københavns Universitet har netop vist, at forvildede mink omkring Furesøen nord for København kan være stærkt inficerede, hvilket giver anledning til infektioner i de lokale ferskvandsfisk.
Man bør dog ikke blive urolig over parasittens tilstedeværelse i den danske natur. Hvis man behandler sine fisk med nedfrysning, stegning, kogning eller varmrøgning, dræber man alle de eventuelt tilstedeværende snyltere i fisken.
Det vil dog være på sin plads at tænke på, at hver gang, man transporterer et vildt dyr rundt i miljøet, vil man samtidigt overføre en serie af snyltere til en ny lokalitet. Og det er man -befolkning og naturforvaltere – måske ikke altid rede til at tage konsekvenserne af.
En grundig gennemtænkning af tiltagene vil derfor være hensigtsmæssig.
Lavet i samarbejde med Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
