Australiens indfødte, aboriginals, var til stede i landet længe før hidtil antaget, viser et nyt stenfund gjort i staten Northern Territory. Det skriver BBC.com.

Stenfundet viser, at aboriginals allerede havde slået sig ned i det store land for 65.000 år siden. Det er omkring 18.000 år tidligere end hidtil antaget.
»Det har stor betydning for alt fra menneskets udspring fra Afrika, udryddelsen af meagafauna og aboriginals egen viden om, hvor længe de har været i landet,« siger lektor på University of Queensland, Chris Clarkson, til BBC.com.
Fundene udgjorde okkergule kridttegninger og verdens ældste stenøkser, forklarer forskerne. De fandt dem i et stenly kaldet Madjedbebe shelter tæt på den kendte Kakadu National Park, og de kunstneriske fund tyder på en tidlig begyndelse for aboriginal kunst i landet.

»Det fortæller os virkelig, at menneskene her gik rigtig meget op i kunstneriske aktiviteter,« siger Chris Clarkson.
Det er Mirrar-folket, der er de oprindelige indbyggere i området, og arkæologerne har indgået en aftale med dem for at få lov til at grave der. Det betyder blandt andet, at de arbejder sammen med en gruppe aboriginals om at udgrave Madjedbebe shelter, hvor der siden 1970'erne er blevet fundet omkring 10.000 redskaber og kunstgenstande.
»Fundet piller tidligere forståelse for aboriginals' sofistikerede værktøjskasse fuldstændig fra hinanden,« siger Justin O'Brien, der leder Gundjeihmi Aboriginal Corporation, som repræsenterer Mirrar-folket, til BBC.com.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Nature.
sj
































