Nyopdaget dokument af Churchill om liv i rummet

Statsmanden Winston Churchill er kendt som briternes frontfigur under Anden Verdenskrig og som en af de mest indflydelsesrige politikere i det 20. århundrede.

Men den britiske premierminister havde evner, som rakte langt ud over politisk håndværk. I et hidtil ukendt essay, som først for nyligt er dukket op, udviser Winston Churchill et indgående kendskab til astronomi og astrobiologi – og en fremsynet tro på, at vi ikke er alene i universet.

»Hans viden var overraskende god for én, der ikke var en professionel forsker. Men hvad, der var endnu mere imponerende, var hans ræsonnement, der virkelig var ligesom ræsonnementet hos en eftertænksom videnskabsmand,« fortæller den israelske astrofysiker Mario Livio til Videnskab.dk.

I en kommentar i det videnskabelige tidsskrift Nature har Mario Livio analyseret Churchills 11 sider lange og maskinskrevne essay om mulighederne for liv på andre planeter.

»Er vi alene i universet?«

Churchill skrev første udkast til essayet i 1939, mens Europa stod på tærsklen til en ny verdenskrig. Essayet var formentlig tiltænkt den britiske søndagsavis 'News of The World', men det blev aldrig trykt, fortæller Mario Livio.

Årtier senere - i slutningen af 1950erne – reviderede Churchill en smule i sit oprindelige essay.

Han ændrede for eksempel titlen fra »Er vi alene i rummet?« til »Er vi alene i universet?«, hvilket afspejler ændringer i den videnskabelige forståelse og terminologi, mener Mario Livio.

\ Læs mere

Forsker: Vi finder liv i rummet om 20 år

Churchill uimponeret af jordboernes succes

»Churchills ræsonnement afspejler mange moderne argumenter i astrobiologi. Grundlæggende set bygger han på det ’kopernikanske princip’,« skriver en tydeligvis imponeret Mario Livio i Nature.

Det ’kopernikanske princip’ dækker over ideen om, at universet er så uendeligt stort, at det virker usandsynligt, at Jorden er det eneste sted, hvor livet er opstået. Eller som Winston Churchill formulerer det i sit essay:

»Jeg er for mit eget vedkommende ikke så umådeligt imponeret af vores civilisations succes, at jeg er parat til at tro, at vi er den eneste plet i dette enorme univers, som indeholder levende, tænkende væsener.«

Churchill: En mand med mange evner

Det var i forvejen kendt, at Churchill havde evner og interesser inden for meget andet end politik. Han er blandt andet kendt som en talentfuld taler, en klarsynet historiker, billedkunstner og forfatter – et forfatterskab, som i øvrigt gav ham nobelprisen i litteratur i 1953.

Interessen for forskning og naturvidenskab var imidlertid også tydelig gennem hele Churchills liv og karriere. Som 22-årig læste han Darwins banebrydende – men i kirkens øjne kætterske - videnskabelige værk 'Arternes Oprindelse', og i 1920’erne og 30’erne skrev Churchill selv flere populærvidenskabelige avisartikler om emner som evolution, celler og fusionsenergi.

»Han var den første premierminister, som hyrede en forskningsrådgiver (…) Det forskningsvenlige miljø, som Churchill skabte i Storbritannien gennem regeringens finansiering af laboratorier, teleskoper og teknologisk udvikling, affødte i efterkrigstiden opdagelser og innovationer inden for forskningsfelter, lige fra molekylær genetik til røntgenkrystallografi,« skriver Mario Livio i Nature.

\ Læs mere

Winston Churchill er stadig et politisk forbillede

Rollemodel for nutidens politikere

Til trods for at Churchill ikke havde nogen forskningsmæssig uddannelse – han var militært uddannet på Royal Military Academy Sandhurst – opnåede han også at blive æresdoktor på en række universiteter, herunder Københavns Universitet.

»I en tid, hvor en række af nutidens politikere skyr videnskaben, finder jeg det bevægende at mindes en leder, som engagerede sig så dybdegående med den,« påpeger Mario Livio.

Den danske astrobiolog Kai Finster er enig i, at nutidens politikere kunne tage ved lære af Churchills store engagement i forskningen.

»Churchill var en person, som i den grad mente, at videnskaben skulle stå i centrum for samfundets udvikling, og han engagerede sig aktivt i forskningen. Modsat i dag, hvor jeg er ret sikker på, at hvis du spørger de fleste politikere, så aner de faktisk ikke, hvad der foregår rundt omkring på universiteterne,« siger Kai Finster, som er professor MSO ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet.

Sådan blev Churchill-essayet opdaget

Den israelske astrofysiker Mario Livio fik kendskab til Churchills essay, da han sidste år besøgte USA’s Nationale Churchill Museum i byen Fulton i Missouri.

Under besøget fik astrofysikeren pludselig stukket Churchills maskinskrevne essay i hænderne af museets nye direktør, Timothy Riley. Den nye museumsdirektør havde gennemgået museets arkiver og opdaget Churchills essay, som hidtil aldrig var blevet gransket eller offentliggjort.

»Prøv at forestille dig min spænding over, at jeg kan være den første videnskabsmand, som undersøger dette essay,« husker Mario Livio.

Ifølge Livio skrev Churchill på sin anden og reviderede udgave af essayet, mens han boede i en villa i Sydfrankrig. Villaen var ejet af hans forlægger, Emery Reves, og Churchills essay endte i glemsel i en privat Churchill-samling, ejet af Reves’ kone.

»Hun gav sin samling til Churchillmuseet i 1980'erne. Men så vidt den nuværende direktør ved, har ingen undersøgt artiklen, før den for nyligt blev genopdaget,« fortæller Livio til Videnskab.dk.

Signalværdi at det publiceres i Nature

Med andre ord har Churchills essay om liv i rummet samlet støv, indtil Livio fik det i hånden og lavede analysen, som netop er offentliggjort i den seneste udgave af Nature. Vel at mærke et af verdens mest prestigefyldte videnskabelige tidsskrifter.

»Churchills essay kommer selvfølgelig ikke i Nature, fordi det bringer banebrydende nye opdagelser på banen. Som jeg ser det, er det et udtryk for et standpunkt og en signalværdi, at det bliver optaget i Nature.«

»Som politiker er Churchill en rollemodel, der ikke bare læser om videnskab om søndagen. Han forholder sig til det, skriver om det og engagerer sig i det professionelt,« mener Kai Finster, som har læst analysen af Churchills essay i Nature.

Ligesom astrofysikeren Mario Livio er Kai Finster imponeret over Churchills store viden inden for astrobiologien – en viden, som på daværende tidspunkt var opdateret og repræsenterede de nyeste teorier.

Churchill: Livet kræver vand

I forhold til mulighederne for liv i rummet påpeger Churchill for det første, at »alle levende ting, af den type vi kender, kræver vand.«

Han noterer sig, at celler og kroppe består af store dele vand, og selvom han ikke vil afvise, at andre væsker kan være grundingrediens for livet, så »er der intet i vores nuværende viden, som berettiger os at lave en sådan antagelse.«

I dag er det fortsat tilstedeværelsen af vand, som er pejlemærke i forskernes jagt på liv i rummet, fortæller astrobiologen Kai Finster.

»Churchill tager udgangspunkt i vandet og siger, at det må definere mulighederne for livs udfoldelse. Det er en meget moderne tankegang. Det er den samme tankegang, som i dag styrer NASA's jagt på liv i rummet,« siger Kai Finster med henvisning til det amerikanske rumagenturs motto 'Follow the water' (følg vandet).

\ Læs mere

Underjordisk hav på Saturns måne styrker troen på liv i rummet

Churchill definerer planeters 'beboelige zone'

Kai Finster er også imponeret over, at Churchill i sit essay er i stand til at definere, hvad der i nutidens astrobiologi er kendt som 'den beboelige zone'; en smal zone rundt om en stjerne, hvor der hverken er for koldt eller for varmt til, at flydende vand kan eksistere på overfladen af en planet.

Churchill skriver, at livet kun kan eksistere i regioner af verdensrummet, hvor temperaturerne er »mellem få graders frost og vands kogepunkt,« og han forklarer, at på planeten Jorden er temperaturerne bestemt af afstanden til vores egen stjerne, Solen.

Herefter går den britiske statsmand videre i sin argumentationsrække ved at analysere muligheden for, at der findes andre stjerner end Solen, som har planeter i kredsløb om sig.

»Solen er bare en enkelt stjerne i vores galakse, som indeholder millioner af andre,« skriver Churchill.

Churchills syn på exoplaneter

Men fandtes der også planeter om de andre stjerner?

På det tidspunkt, hvor Churchill skrev sit essay, vidste man det ikke. Først i de seneste årtier er forskerne begyndt at opdage og kortlægge de såkaldte exoplaneter – planeter, som kredser om andre stjerner end Solen.

På Churchills tid kunne man kun spekulere over, om planeternes fandtes, fordi teknologien til at finde dem ikke var på plads endnu. Men siden 1990’erne har forskerne – især med Kepler-teleskopets hjælp – fundet mere end 3.500 exoplaneter.

»Churchill antog, at planeter dannes fra den gas, som bliver revet af en stjerne, når en anden stjerne passerer tæt på den. Det var en model, som var blevet foreslået af astrofysikeren James Jeans i 1917, men som siden har vist sig ikke at passe. Han udledte, at fordi sådanne tætte møder er sjældne, 'kan vor sol faktisk være enestående og muligvis unik',« skriver Mario Livio i Nature.

\ Læs mere

Fem jordlignende exoplaneter fundet om samme stjerne

Tror på mange exoplaneter

Med andre ord bringer Churchill altså et argument på banen, som fejlagtigt kan tale imod tilstedeværelsen af massevis af exoplaneter. Men med en videnskabsmands sunde skepsis går han straks til angreb på sit eget argument:

»Men denne spekulation afhænger af hypotesen om, at planeter blev dannet på denne måde. Det blev de måske ikke. Vi ved, at der findes millioner af dobbeltstjerner, og hvis de blev dannet, hvorfor så ikke også planetsystemer?« spørger Chuchill og skriver senere:

»Jeg er ikke tilstrækkelig indbildsk til at tro, at min sol er den eneste med en familie af planeter.«

Churchill ender med at konkludere, at en stor del af planeter fra andre solsystemer »vil være af den rette størrelse til at bevare vand på overfladen, og måske en form for atmosfære.« Nogle planeter vil samtidig være »i den rette afstand fra deres forælder-stjerne til at bevare en passende temperatur.«

Her er Churchill mest fremsynet

Netop Churchills tro på, at der kan findes exoplaneter, og at man skal lede efter liv i denne ’beboelige zone’, er blandt de mest fremsynede elementer i Churchills argumentation, mener Kai Finster.

»Det mest interessante og fremsynede er nok, at han mener, man skal lede efter liv på planeter, som er i en given afstand omkring en stjerne. Og at man skal søge efter planeter, hvor der kan være vand,« siger Kai Finster og tilføjer:

»At Churchill troede på, at der kan findes liv i rummet, er i sig selv ikke specielt overraskende eller nyt. På det tidspunkt, hvor han skrev artiklen, havde der været en masse spekulationer om liv på Mars.«

Spekulationer om liv på Mars

Spekulationerne om grønne marsboere og liv i rummet havde blandt andet fået næring af den italienske astronom Giovanni Schiaparelli, som i 1877 beskrev nogle lineære mærker på Mars overflade.

Man spekulerede over, om linjerne kunne være konstrueret af en form for civilisation, men det viste sig senere, at der blot var tale om optiske illusioner. Spekulationerne om liv på Mars stoppede imidlertid ikke.

I artiklen i Nature påpeges det netop også, at Churchill begyndte at skrive sit essay, kort tid efter at radiodramaet 'The War of The Worlds' i 1938 havde skabt »Mars-feber i medierne.« Radioprogrammet var en dramatisering af H.G. Wells bog med den danske titel 'Klodernes kamp', som handler om marsboere, der invaderer Jorden.

»Vi leder stadig efter liv på Mars. En af de vigtige opdagelser, som vi har gjort med vores missioner til Mars, er, at vi i løbet af de sidste 20 år har fået fastslået, at der har været flydende vand på Mars og stadig er det. Det har afledt nye ekspeditioner, hvor vi snart skal grave os dybere ned i Mars overflade for at lede efter spor på liv,« siger Kai Finster.

\ Læs mere

NASA: Vand driver ned ad skråninger på Mars

Churchill forudså Måne-landing

Om vi nogensinde finder liv i rummet står stadig hen i det uvisse.

Som Churchill påpeger, er afstandene i universet så store, at vi måske aldrig kommer til at vide, om exoplaneter »huser levende væsener eller planter.«

Når det gælder vores eget solsystem, ser Churchill imidlertid gode muligheder for at gå på opdagelse i rummet.

»En dag, måske endda i en ikke så fjern fremtid, vil det måske blive muligt at rejse til Månen eller måske endda Venus eller Mars.«

30 år efter at Churchill skrev sit essay, satte den første mand sine ben på Månen. NASA har som målsætning at sende mennesker til Mars i 2030'erne.

Artiklen er skrevet på baggrund af interview med Kai Finster og Mario Livio samt Mario Livios artikel i Nature. Hverken Videnskab.dk eller Kai Finster har haft adgang til Churchills oprindelige essay, men kun til gengivelsen af essayet og citater fra det, som er bragt i Mario Livios kommentar i Nature. Videnskab.dk har forsøgt at fremskaffe Chuchills essay, men Mario Livio oplyser, at han ikke kan udlevere det af ophavsrethensyn.