Drager er et af de fascinerende tilfælde, hvor en idé er gået igen i næsten alle tidlige civilisationer.
Der er blevet spekuleret meget på, hvordan det kan være. Det er blevet foreslået, at det er regnbuen, der har fået folkeslag verden over til at opfinde en stor, ildspyende øgle, der kunne være ansvarlig for et sådant fænomen, eller at det slet og ret er fossilerne af forhistoriske dyr, der har ledt til vores forfædres konklusion.
Særligt den sidstnævnte teori giver mening, når man dykker ned i fossilerne af vores planets forhistoriske dyreliv.
Senest har forskere fra det franske Musee National d’Histoire Naturelle eksempelvis fundet frem til, at verdenshistoriens første svæveøgle havde flyvehud (patagium), der mindede farligt meget om en drages vinger.
Det skriver Livescience.
Der er tale om øglen Coelurosauravus elivensis, der levede helt tilbage i Perm-tiden for mere end 250 millioner år siden. Selvom vi har kendt til arten i mere end hundrede år, har forskerne ikke kunnet finde ud af meget om deres ‘vinger’ – herunder hvor de sad.
Det var denne undren, der drev det franske forskerhold bag et nye studie om den forhistoriske ‘drage’-øgle.
Forskerne gik til værks med en række tilgange, herunder en rekonstruktion af skeletterne ud fra tre forskellige fossiler samt en sammenligning med nulevende svæveøgler.
Ud fra disse kunne forskerne konkludere, at ‘vingerne’ spændte fra den øverste brystkasse til bækkenet. Altså ikke som på eksempelvis en flagermus, hvor flyvehuden er spændt ud mellem forben og kropsside. Det minder mere om den måde, en drages vinger sidder.
Det skal for en god ordens skyld nævnes, at netop denne øgle næppe er skyld i den verdensomspændende dragemytologi. Den blev nemlig ikke mere end 10 centimeter lang.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journal of Vertebrate Paleontology.
