Et yderst sjældent syn er blevet fanget på kamerafælder i den indonesiske nationalpark Ujung Kulon på øen Java i Indonesien.
Her blev en mellem tre til fem måneder ung javanæsehorns-kalv (Rhinoceros sondaicus) filmet i følgeskab med sin mor. De er to af kun cirka 82 af sin art tilbage i nationalparken, der er det sidste tilbageværende sted for vilde javanæsehorn.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Engang levede der tusindvis af javanæsehorn i Sydøstasien, men krybskytter og menneskers overtagelse af artens levesteder har gjort, at antallet er blevet reduceret voldsomt. I dag er de en af verdens mest truede dyrearter, og derfor skaber synet af det unge næsehorn håb.
»Det her er gode nyheder, og det beviser, at javanæsehorn, som kun findes i Ujung Kulon, kan yngle ordentligt,« siger Satyawan Pudyatmoko, en højtstående embedsmand i det indonesiske miljøministerium, ifølge AFP.
Javanæsehornene har store løse folder af hud, der får det til at se ud, som om de er iført en slags rustning. De vejer omtrent 1,5 ton som voksne, og ofte er hunnerne større end hannerne. Hvilket køn den unge næsehornskalv har, vides ikke.
smb


































