En flere tons tung kinesisk rumstation kan ikke længere kontrolleres og vil styrte ned mod Jorden.

Den seneste melding fra den europæiske rumfartsorganisation, ESA, lyder, at det forventes, at rumstationen Tiangong-1 vil ramme Jordens atmosfære i perioden mellem 17. marts og 21. april.

Det meste af rumstationen vil brænde op i Jordens atmosfære, men ESA formoder, at »nogle dele vil overleve processen og nå ned til Jordens overflade.«

Præcist hvor eller hvornår den udtjente rumstation vil ramle ned, kan ingen forudsige, før dagen hvor nedstyrtningen vil ske.

»Det er totalt uforudsigeligt, hvor den vil ryge ned. Det afhænger fuldstændigt af, hvordan den vil falde. Den kan komme som en dartpil med vinden, eller den kan ryge på tværs af vinden og tumle rundt,« siger John Leif Jørgensen, som er professor og afdelingsleder på DTU Space ved Danmarks Tekniske Universitet.

Mindre risikabelt end lyn

Tiangong-1 eller ’det himmelske palads’ blev sendt ud i rummet i 2011.

Rumstationen er blevet beskrevet som et potent politisk symbol på Kinas ambitioner om at være en supermagt i rummet, og den er blevet brugt til både bemandende og ubemandede rummissioner. I 2012 besøgte Kinas første kvindelige astronaut, Liu Yang, eksempelvis rumstationen.

Men i 2016 – efter flere måneders spekulation – bekræftede kineserne endeligt, at de havde mistet kontrollen med rumstationen.

Det betyder, at rumstationen vil lave et ukontrolleret styrt ned mod Jorden.

Det vil uden tvivl være farligt, hvis dele af rumstationen overlever turen ned gennem atmosfæren og ramler ned i et beboet område.

Men heldigvis er den enkeltes risiko for at blive ramt af et stykke rumstation forsvindende lille.

»Sandsynligheden for, at en person bliver ramt af et vragstykke fra Tiangong-1 er faktisk 10 millioner gange mindre end den årlige risiko for at blive ramt af et lyn,« skriver den europæiske rumfartsorganisation ESA på sin hjemmeside.

Uden for fare i Danmark

Holder man sig på danske breddegrader, er man endda helt uden for fare, påpeger John Leif Jørgensen.

Rumstationens såkaldte inklination (banens vinkel i forhold til Jordens akse) betyder nemlig, at Tiangong-1 vil styrte ned inden for et bredt bælte på Jorden, som strækker sig mellem 42,8 grader nordlig bredde og 42,8 grader sydlig bredde (se illustration nedenfor).

»I Danmark bor vi på 57 grader nord, så den vil ikke styrte ned hos os. Men det brede bælte, hvor den vil styrte ned, er stort set der, hvor de fleste mennesker bor. Så det vil være rigtig uheldigt, hvis den rammer et beboet område, men heldigvis er der størst chance for, at den vil styrte ned over havet. Størstedelen af Jorden er jo dækket af vand,« siger John Leif Jørgensen.

I øjeblikket – det vil sige midten af januar 2018 – befinder Tiangong-1 sig omkring 280 kilometer over Jordens overflade, oplyser ESA.

Kortet viser området (grønt), hvor Tiangong-1 potentielt set kan ramme Jordens atmosfære (mellem 42,8 nordlige breddegrader og 24,8 sydlige breddegrader). Grafen til venstre viser befolkningstætheden. (Illustration: ESA CC BY-SA IGO 3.0)

Vil vragdele ramme Jorden?

I den kommende tid vil rumstationen nærme sig Jordens overflade med større og større hastighed, og til sidst vil den gå i brand på grund af den ekstreme varme, som bliver genereret, når den styrter ned gennem atmosfæren.

Nogle rumfartøjer – eksempelvis bemandende Soyuz-fartøjer – er bygget til at kunne overleve denne form for hede rejser ned gennem atmosfæren.

Men langt de fleste rumfartøjer og satellitter, som er i kredsløb om Jorden, er bygget sådan, at de vil brænde op, længe før de når ned til Jordens overflade, forklarer John Leif Jørgensen.

»Reglerne, som NASA og ESA følger, siger, at alt skal være brændt op, før det når ned i en højde af 10 kilometer over jordoverfladen, hvor der begynder at være flyvemaskiner. Det betyder for eksempel, at man ikke må bruge et metal som wolfram, for det er meget varmebestandigt og vil ikke smelte på vejen ned gennem atmosfæren,« siger John Leif Jørgensen, som selv har stor erfaring med at bygge isenkram til rumfartøjer.

»Jeg forestiller mig, at kineserne har fulgt de samme regler, som vi følger i Vesten, men det er ikke så let at gennemskue. Jeg har forsøgt at undersøge det, og det ser ud til, at de har brugt letmetaller på overfladen af rumstationen, og det er fint. Men jeg skal ikke kunne sige, om der er brugt materialer indeni, som ikke vil smelte, men vil ryge ned på Jorden.«

Så stor er rumstationen

Den amerikanske astrofysiker Jonathan McDowell fra Harvard University har tidligere udtalt til avisen The Guardian, at han mener nogle vragdele fra Tiangong-1 måske fortsat kan veje op mod 100 kilo, når de rammer Jordens overflade.

Selve rumstationens ’krop’ er 10,4 meter lang, og herudover har den to solpaneler, som hver måler 3 x 7 meter.

Da rumstationen blev sendt afsted i 2011, vejede den 8,5 tons inklusiv brændstof, men ifølge ESA har rumstationen formentlig tabt sig, efterhånden som den har brugt løs af sit brændstof.

Dermed vil den »sandsynligvis have en væsentlig lavere masse ved genindtrædelse« i atmosfæren, påpeger ESA.

Ifølge ESA holdt rumstationen op med at fungere i marts 2016, og kineserne har officielt informeret FNs Kontor for det Ydre Rums Anliggender (UNOOSA) om, at rumstationen vil styrte ned i atmosfæren.

Det kommer til at ske på ’ukontrolleret’ vis, selvom det oprindeligt var planen, at rumstationen skulle lave et kontrolleret ’selvmord’ i atmosfæren, hvor kineserne ville kunne styre, hvor fartøjet ramlede ned, påpeger ESA.

»For så vidt som det kan bekræftes, mistede kontrolteamet på Jorden kontrollen med fartøjet, og det kan ikke længere beordre affyring af sine motorer,« skriver ESA, som administrerer overvågningen af Tiangong-1 via rumfartsagenturernes fælles koordinationskomite for rumaffald, IADC.

Tre af de astronauter (taikonauter), som har besøgt Tiangong-1. Til højre ses Liu Yang, Kinas første kvindelige astronaut. I 2016 opsendte Kina en ny rumstation, Tiangong-2 - læs mere her. (Foto: Johnson Lau, Tksteven)

Derfor falder den ned

John Leif Jørgensen forklarer, at alle fartøjer, som er i kredsløb relativt tæt på Jorden, har brug for at blive skudt op i fart med jævne mellemrum – ellers mister de fart, og dermed vil de begynde at falde ned mod Jorden.

Den Internationale Rumstation ISS affyrer for eksempel sine raketmotorer hver tredje måned for at holde sin fart og højde over Jorden, forklarer John Leif Jørgsensen.

»Hvis ikke Tiangong-1 blev påvirket af nogen kræfter overhovedet, ville den kunne flyve rundt om Jorden til evig tid. Så hvilke kræfter bliver Tiangong-1 påvirket af? Oppe i 400 kilometers højde, hvor rumstationerne befinder sig, er der stadig en lillebitte rest af Jordens atmosfære tilbage. Det betyder, at rumstationen mærker en svag modvind fra atmosfæren, som vil bremse den en smule, så den langsomt mister højde,« siger John Leif Jørgensen, som påpeger, at disse hændelser kan forklares med Newtons Første og Anden Lov (se faktaboks under artiklen)

»Jo tættere Tiangong-1 kommer på Jorden, des tættere vil atmosfæren blive, og des mere vil rumstationen blive bremset,« tilføjer han.

Andet affald fra rummet

Indtil videre er der endnu ikke registreret uheld, hvor mennesker er blevet dræbt af satellitter, rumfartøjer eller andet rumskrot.

Men Tiangong-1 er langt fra det eneste stykke rumaffald, som er styrtet ukontrolleret ned mod Jorden og potentielt set kunne have udgjort en fare for mennesker.

»Det værste eksempel var, da russerne havde lavet et forsøg, hvor de sendte en atomreaktor op i rummet. Teknisk set er det en glimrende ide at få energi fra en atomreaktor, men de gennemførte det mildt sagt ikke så heldigt. De mistede kontrollen med den, så den faldt ned i Canada,« fortæller John Leif Jørgensen om uheldet, som foregik i 1978.

Uheldet betød, at radioaktivt materiale fra den sovjetiske satellit, som hed Kosmos 954, blev spredt ud over det nordlige Canada.

Herudover er flere andre rumfartøjer gennem tiden styrtet ned mod Jorden, men langt de fleste stykker rumskrot har ifølge John Leif Jørgensen endt deres dage i havet.