Mysteriet om de døde asketræer

Mysteriet begynder i en stille skov på Bornholm. Lokale skovarbejdere finder asketræer, som er visnet fra toppen af trækronen og ind mod stammen.

De unge træer ser ud til at være angrebet værst, men ældre træer rammes også. Hvad sker der?

Året er 2003. Med bekymret mine kontanter skovdistriktet landets skovforskere.

Men hos Skov & Landskab på Københavns Universitet har man ikke hørt om symptomerne før - Er det mon skade fra frostvejr? Tørke? Eller kan der være tale om en helt ny sygdom?

»I løbet af 2004 bliver symptomerne værre - og det går helt galt i 2005. Sygdommen har spredt sig til hele Danmark. År for år bliver det stadig værre. Samtidig er kollegaerne i Sverige også i oprør. Symptomer på sygdommen spreder sig som en steppebrand. Det er et stort problem, og ingen ved, hvad der sker,« fortæller professor Erik Kjær fra Københavns Universitet.

Han har siden midten af 1990'erne i et mindre omfang beskæftiget sig med asketræers genetik. Det skal dog snart vise sig, at arbejdet med netop asketræer kommer til at tage meget mere af professorens tid i årene fremover.

Mistænkte kommer fra Polen

Træerne begynder at dø. De syge asketræer får såkaldte vanskud, når de bliver angrebet. Det er en samling af kviste, der ligner fuglereder. Det er træets reaktion på, at grene i kronen dør.

Der hvor sygdommen får fat, kan ses brune plamager, hvor træernes vækstlag er dræbt, såkaldte nekroser. Symptomerne passer på lignende tilfælde fra Polen og de baltiske lande. Her har man kendt til symptomerne siden 90'erne. Men heller ikke dér ved man, hvad sygdommen skyldes, eller hvad man skal stille op mod den.

»Man kan se, hvordan de samme symptomer spreder sig fra Polen til Danmark, Sverige, Norge, Finland og Tyskland som ringe i vandet, og det får forskerne til at tro, at der er noget ukendt på spil. Skaderne kunne måske skyldes kolde vintre, varme somre, plantning på dårlig jord eller så meget andet, men den eksplosive spredning fra et område i Østeuropa tyder på, at det er en ondartet sygdom, som spredes bekymrende hurtigt,« fortæller Erik Kjær.

Mange mistænkte

Lige siden problemerne opstår i Polen, har der været mistanke om en smitsom sygdom. Forskerne ledte efter spor på de døde asketræer, der kunne fælde den skyldige, som hærger i Europas skove.

Svampe er under mistanke fordi de kan sprede deres sporer hurtigt og over lange afstande med vinden. I Polen mener man i 2006 endelig at have fundet en hovedmistænkt. En svamp, der gentagne gange blev fundet i prøver fra syge træer.

Polske forskere kalder den Chalara fraxinea, men ved ikke helt, hvad de står overfor. Der er på det tidspunkt ingen, der har set dens frugtlegemer. Dræbersvampen drager ph.d studerende Lea Vig McKinny ind i opklaringen. Hun har tidligere studeret hvordan Arabidobsis planten, der er undersøgt nøje, forsvarer sig i laboratorieforsøg.

Nu har hun påtaget sig denne mystiske og dramatiske askedød-sag, hvor der er langt flere spørgsmål end svar. Hun vil finde ud af, hvordan asketræerne bedre kan forsvare sig.

Syge træer er svage og angribes af mange forskellige svampe. Når man prøver at analysere de syge træer, finder man derfor alle mulige svampe. I Sverige har man nogle gange isoleret hundredvis af forskellige svampearter fra syge asketræer.

Den skyldige findes

»Det er lidt tilfældigt, hvad man får ud af en prøve fra et dødt asketræ. Nogle svampe gror meget hurtigere end andre, og den svamp, som mistænktes, Chalara fraxinea, gror desværre ret langsomt.«

»Derfor bliver den let udkonkurreret af andre svampe. Men alligevel optræder Chalara fraxinea i flere af prøverne udtaget fra nekroser på træerne,« forklarer Lea Vig McKinney.

Er det mon Chalara fraxinea, som er den skyldige, eller en anden som gemmer sig i myldret af mistænkte svampe? I 2008 bliver det spørgsmål besvaret i Sverige, hvor det endelig lykkedes at bekræfte, at svampen er den skyldig. Der har de dyrket den og inficeret raske træer, som hurtigt udviklede sygdommen.

Et stort spørgsmålstegn

Morderen er altså en svamp... men hvilken? Man har givet den et navn - Chalara fraxinea - men man ved ingenting om den.

I 2008 kendes svampen stadig kun som det svampemateriale, som er isoleret fra syge træer. Sygdommen raser og spredes som en løbeild. Den må være overalt - så hvorfor har ingen endnu set svampens frugtlegemer?

Svampen giver ikke nogle frugtlegemer i de laboratorieprøver forskerne lavede. Derfor bruger de et af deres stærkeste våben - dna-analyser.

»Svenskerne søgte straks i dna-databaser for at se, hvad der passede på den svamp, de havde dømt skyldig. Men der var ikke nogen, der passede på den skyldige svamp.«

»Det tydede på en helt ny svamp. Den må have bredt sig som en steppebrand, men hvor kommer den fra og hvordan kan den sprede sig så hurtigt? I 2008 er forvirringen stadig stor,« fortæller Erik Kjær.

Ualmindelig aggressiv

Epidemisk. Det er ualmindeligt, at en træsygdom spreder sig så hurtigt.

Da elmesygen kom til Europa var svampen næsten 50 år om at brede sig gennem Europa til Danmark. Elmesyge-svampen spredes af biller, og det tog tid. Selvom elmesyge for alvor har slået elmetræerne ihjel herhjemme siden 80'erne, er der er stadig lommer i Danmark, hvor sygdommen ikke er så udbredt.

Asketoptørren, som den nye sygdom kaldes, har til sammenligning spredt sig til hele Danmark i løbet af få år, efter den blev set første gang. Og i løbet af kort tid er store dele af Europa angrebet i en epidemisk spredning.

Måske har mennesker, uden at vide det, bidraget til spredningen ved at importere planter. Men alt tyder på, at sygdommen må være spredt med vinden.

Tilbage til gerningsstedet

2009, der er gået seks år efter de første tilfælde af sygdommen kom til Danmark. Alle leder efter frugtlegemerne fra den mistænkte svamp. Grene og stammer af syge træer studeres, men ingen finder noget. Så begynder forskere fra Schweiz at kigge ned i skovbunden, og der finder de nogle små frugtlegemer.

Der er match mellem dna-prøver fra frugtlegemerne og svampeprøven isoleret fra de inficerede træer.

»Man finder frugtlegmerne på bladstilke af ask, som er faldet ned året før. Man kan se, at svampen begynder at danne sorte skjolder, som gør at andre svampe ikke kan komme ind og spise dens "madpakke" - altså bladstilken,« fortæller Lea Vig McKinney.

I løbet af sommeren laver svampen sporerne, som nærmest eksploderer, når det er tid til at sprede sporerne. Man skal kigge i sensommeren eller det tidlige efterår.

Når man først ved hvor man skal lede finder man dem overalt, når man roder i den fugtige skovbund under syge træer.

Slår det klik for en harmløs svamp?

Endeligt i 2010 begynder nogle ting at falde på plads. Teorien, som de fleste er enige om, er, at sygdommen er vindspredt.

»Svampen laver utroligt mange sporer, som spredes fra skovbunden i løbet af sommeren, mens friske blade stadig sidder på træerne. Blade inficeres og sygdommen kommer sandsynligvis ind via bladene, vokser gennem en kvist ind til stammen og derefter dannes nekroserne i grene og stammer,« fortæller Lea Vig McKinney.

Dna-testen knytter frugtlegemer på de nedfaldne blade til svampen fra nekroserne på de syge træer. De passer sammen - altså er det den samme svamp. Men det er IKKE en ny art som alle troede. Den er allerede kendt. Den hedder Hymenoscyphus albidus - på dansk, aske-stilkskive.

En lille uanselig svamp, som ingen har analyseret før. Det var derfor dens dna-profil ikke lå i databaserne.

»Det store problem er så, at den her aske-stilkskive svamp har været kendt i hele Europa i lang tid - over 100 år. Det er en fuldstændig harmløs svamp, der nedbryder askebladestilke, når de falder til skovbunden. Hidtil har den været harmløs, men pludselig slår den træerne ihjel og ingen aner, hvad der sker. Hvordan kan den pludselig ændre karakter fra uskyldig nedbryder svamp til den største dræber i de danske skove?« undrer Erik Kjær sig.

Dr. Jekyll og Mr. Hyde

...det er en fuldstændig harmløs svamp, der nedbryder askebladestilke, når de falder til skovbunden. Hidtil har den været harmløs, men pludselig slår den træerne ihjel og ingen aner, hvad der sker.

Professor Erik Kjær, Københavnsk Universitet

Fra 2009 er den gamle kendte aske-stilkskivesvamp hovedmistænkt, fordi dens dna-profil er magen til den svamp, som isoleret fra syge træer. I 2010 viser yderligere undersøgelser dog, at der findes små afvigelser i de undersøgte dna-profiler mellem den gammelkendte aske-stilkskive og den nye dræbersvamp.

Den nye form døbes derfor i 2010 Hymenoscyphus pseudoalbidus - der betyder 'den, der ligner Hymenoscyphus albidus til forveksling' - men kun af udseende. Deres adfærd er som dr. Jekyll og mr. Hyde:

»Frugtlegemerne helt er ens, så eneste måde at kende forskel på den harmløse og den aggressive art er ved af udnytte de få forskelle på basepar i et bestemt stykke dna. I dag kan vi hurtigt afgøre med et simpel dna-test, om der tale om den oprindelige aske-stikskive eller den voldsomt aggressive form,« fortæller Lea Vig McKinney.

Masser af mulige forklaringer

Der er mindst tre muligheder for, hvad der er sket: Er aske-stilkskive svampen muteret i nogle centrale arveanlæg, som gør at den pludselig bliver voldsomt skadelig og derfor har skiftet karakter? Den muterede form kan siden have fået let spil til at sprede sig, fordi asketræerne er modtagelige.

Er det en nærtstående art, som er indslæbt til Europa? Det kan være en art, som vokser på bladene af en anden askeart uden at skade træet - på samme måde som aske-stilkskive plejede at leve i harmoni med asketræerne herhjemme. Det kan så være den nye art er kommet hertil som en konsekvens af øget globalisering.

Måske har aske-stilkskive optaget evner der pludselig har gjort den aggressiv? Det kan være sket ved at den har udvekslet genetisk materiale med en anden svamp.

Der er masser af mulig forklaringer, men hvad det er, det ved forskerne ikke med sikkerhed. I 2011 er tiden inde til yderligere studier, der kan hjælpe med at forstå, hvad der har skabt én af århundredes største dræbersvampe i de europæiske skove.

Aktion red askeskoven

Morderen er fundet, men er stadig på fri fod. Det handler om at beskytte de potentielle ofre. Allerede i 2007 - mens alle jagtede svampen - gik danske forskere i gang med at undersøge, om der findes asketræer, som kan forsvare sig mod dræberen.

I 2010 kunne Lea Vig McKinney derfor fremlægge de første resultater vedrørende asketræernes genetiske modstandskraft. Det skabte international interesse. Måske er alt håb ikke ude.