Meteor styrter ned over Grønlands hovedstad: Se de fascinerende videoer
Himlen blev turkis i Nuuk torsdag aften.

Hele Nuuk blev oplyst i de fem sekunder, meteoren fløj forbi. Det er endnu uvist, om den ramte Jorden. (Collage: Screendump/Gustav Fischer/Videnskab.dk)

Hele Nuuk blev oplyst i de fem sekunder, meteoren fløj forbi. Det er endnu uvist, om den ramte Jorden. (Collage: Screendump/Gustav Fischer/Videnskab.dk)

Kl. 18:54 i går aftes blev Grønlands himmel badet i et blåligt lys.

Det varede blot 4-5 sekunder, men det var så kraftigt, at hele Nuuks himmel lyste op. Lyset blev også set i Sisimiut 320 kilometer nord for Nuuk.

En af de heldige, der så glimtet, var Ea Krassel og hendes familie, som gik i stå midt i aftenens chili con carne.

»Vi har aldrig set noget lignende. Det er ret mørkt heroppe for tiden, men pludselig blev hele himlen lyst op. Først troede jeg, det var tordenvejr. Men det tordner sjældent heroppe, og der var intet optræk til lysglimtet,« siger hun til Videnskab.dk.

»Min mand så det gennem vinduet i den anden ende af huset, så det var virkelig hele himlen, der blev lyst op. Vi vidste hurtigt, at det var noget vildt og helt specielt,« fortæller hun.

Du kan se en video af glimtet herunder optaget Facebook-brugeren Gustav Fischer. Himlen blev lyst op kl. 18.54 - altså længe efter Solen gik ned kl. 14:49:

Pilot fløj forbi meteor, der brækkede i stykker

På Facebook er der flere øjenvidneberetninger. Nogle har været så heldige at optage glimtet. Andre har fanget spejlbilledet af det, der ligner en meteor, i bilruder på gaden.

Men det muligvis tætteste vidne har gemt oplevelsen på nethinden. Det er piloten Mikael Jakobsen, der fløj mod Nuuk, da han så meteoren over sig.

»Pludselig blev alt lyst helt op. Havet og fjeldene, og min første tanke var, at det var en eksplosion. Men da vi kigger op, ser vi den her kæmpestore meteor, der trækker en hale efter sig. Den lyser kraftigt hvidt, og så brækker den i tre store stykker, og lyset går ud,« siger han til Videnskab.dk.

Mikael Jakobsen skrev også om sin oplevelse på Facebook.

Herunder kan du se videoen af meteoren, der spejler sig i bilruderne.

Den er optaget af Lotte Østergaard Hastrup og Thomas Hastrup:

Forsker: Et brag er et godt tegn

Snakken kører stadig livligt på de sociale medier, og det er tydeligt, at synet af meteoren har gjort stort indtryk.

Men Henning Haack, der er lektor på Maine Mineral and Gem Museum i USA, og som dagligt forsker i meteoritter (meteorer, der har ramt Jordens overflade red.), er først og fremmest interesseret i lyden.

»Det må have været en kraftig meteor, siden den har lyst hele Nuuk op. Men jeg er også meget interesseret i at finde ud af, om der har været et brag. For hvis der har været det, så har den overlevet meget langt ned i atmosfæren, og så er der markant større håb om, at der er faldet noget ned, vi kan finde,« siger han.

Øjenvidner: Vi hørte ikke noget brag, men...

Mikael Jakobsen hørte ikke selv noget, men fortæller, at andre gjorde.

»På flyet larmer det så meget, at vi ikke hører noget, men der er flere, som fortæller, at de har hørt flere små brag og et stort, dybt brag,« siger Mikael Jakobsen.

Ea Krassel hørte heller ikke selv et brag, men der skulle angiveligt være flere borgere i Nuuk, der har kunnet høre braget fra Myggedalen i den gamle bydel.

Ifølge Mikael Jakobsen kom meteoren fra sydøst og fløj vestpå.

GEUS har registreret et »overlydsbrag«

De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS, fortæller Videnskab.dk, at deres seismiske målestation i Nuuk har målt et brag.

»Vi kan se en meget tydelig puls. Den stammer højst sandsynligt fra det brag, som lyder, når meteoren rammer atmosfæren. Det sender lydbølger mod Jorden, som vi kan måle,« siger Peter Voss, der forsker i jordskælv hos GEUS.

Desværre har GEUS kun en enkelt målestation i området, og det gør det svært at sige, hvor meteoren er styrtet ned, hvis den er nået helt ned til jorden.

»Hvis vi havde haft flere, kunne vi måske sige noget om lokationen, men det er heller ikke sikkert, at der har været meget tilbage, da den rammer Jorden. Når vi ser på signalet, tænker vi i hvert fald ikke, at det er noget, der har braget ind i Jorden med høj fart,« siger han.

Målestationen i Nuuk har tre sensorer, der alle slog ud på det tidspunkt, meteoren blev set, fortæller Peter Voss. (Illustration: GEUS.)

Kan være sten fra Mars eller Månen

Hvis man kan finde ud af nogenlunde, hvor meteoren kan have ramt, er det en stor hjælp for forskerne, fortæller Henning Haack.

»Det er i forvejen meget svært, for ikke at sige håbløst, at finde den, hvis den er styrtet ned i et fjeld i Grønland. Derfor har vi brug for alle de informationer, vi kan få fat i,« siger han.

Derudover det vigtigt at finde ud af, hvor den kom fra. Stammer den fra den nuværende meteorsværm, kaldet kvadrantiderne eller bootiderne, der er på sit højeste netop mellem 3.-4. januar, er den nemlig højst sandsynligt lavet af is, og så er der ikke meget at lede efter.

»Er det til gengæld en tilfældig meteor andetsteds fra, så kan den være lavet af materiale fra Mars eller Månen, og så er den meget spændende at undersøge,« siger han.

Meteoritter kan lære os om, hvordan Solsystemet er opstået

Ifølge Henning Haack sker det omkring en til to gange om året, at en større meteor kan ses på himlen de fleste steder. Men tidspunktet, cirka 18:54 lokal tid, gør, at mange har set det.

Og det er værd at undersøge, hvor den er styrtet ned, selvom Grønland ikke er det nemmeste sted at lede, fortæller han.

»Hvis den ikke bare er lavet af is, så vil den kunne fortælle os om, hvordan planeterne er dannet. Nogle meteoritter kan dateres helt tilbage til Solsystemets oprindelse,« siger han.

Derfor efterlyser han også flere billeder.

»Det bedste ville være, hvis man kan se den flyve hen over himlen med en genkendelig lokation i forgrunden,« slutter han.

Har du set eller hørt noget er du meget velkommen til at kontakte Videnskab.dk.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Det sker