2,5 kilometer under Sydpolarhavets iskolde vandoverflade møder noget af havets koldeste vand verdens varmeste havbund. Det sker ved undersøiske varme kilder også kaldet hydrotermale væld. Ny forskning udgivet i Journal of Animal Ecology afslører Hoff krabbernes - der har fået navnet på grund af deres behårede bryst - hemmelige liv i disse usædvanlige omgivelser.
I disse dybder er der intet lys, der kan understøtte liv. Men en verden af dybhavs skabninger stortrives omkring undersøiske varme kilder og får næring ved en proces kaldet kemosyntese. Kemosyntese minder om fotosyntese (måden planter bruger solenergi til at lave føde).
Kemosyntestiske bakterier bruger den kemiske energi i de varme sulfidholdige væsker, der fosser fra dybthavets hydrotermale væld, til at skabe organiske molekyler. Store fødenet kan være baseret på primærproduktion gennem kemosyntese.
Bakterier brødføder store mængder havdyr
Den bakterielle overflod brødføder talrige dyrebestande omkring dybhavets væld, og forskellige dyrearter dominerer på forskellige afstande af kildens udspring og danner mønstre i samme størrelsesorden, som dem man finder blandt dyr på klippefyldte kyster.
\ Fakta
Hoff-krabberne blev i 2010 navngivet af engelske dybhavsforskere, da overfladen på exoskelets brystpanser er dækket af hårlignende børster, som mindede dem om den amerikanske skuespiller David Hasselhoff, som også kaldes 'The Hoff'. (Kilde: Irish Examiner og BBC).
I modsætning til klippefyldte kyststrækninger kan miljøbiologer ikke slentre rundt om dybhavets vulkanske væld, så de er nødt til at bruge teknologi - som fjernstyrede kørertøjer - for at udforske, hvordan livet udformer sig i disse omgivelser.
I 2010 afdækkede en britisk forskningsekspedition livet ved et dybhavsvæld i Sydpolarhavet. Dyrearterne og livsmønstrene ved disse væld var anderledes end dem man tidligere havde fundet ved væld i Stillehavet og Atlanterhavet.
Den zone, der var tættest på, hvor den varme væske sprøjtede ud af vældene, blev domineret af Hoff-krabber (i samme slægt som krabber med det latinske navn Kiwaidae). Krabberne boltrer sig i 20ºC varmt vand med hundredevis af krabber per kvadratmeter. For at overleve 'dyrker' de kemosyntetiske bakterier i hårene på deres brystpanser og bruger kam-lignende munddele til at høste bakterierne og til at spise med.
Kønnene lever adskilte liv
Da det er svært både at skaffe føde til sig selv og opdrætte unger i dybhavsvældene, lever han og hun krabber stort set adskilte liv. Ved foden af de mineralspir, der formes ved vældene, omgås hanner og hunner i opsigtsvækkende blandede bunker for at parre sig.
Hunnerne kravler efterfølgende væk fra bunken af krabber og den varme mineralrige væske, der siver fra havbunden og kan være giftig for deres unger. På afstand af mineralspirene er der kun ganske få krabber at finde - oftest små unger eller hunner, der bærer deres afkom under deres sammenrullede haler.
Når hunnerne bevæger sig væk fra det varme vand i de hydrotermale væld, løber de spidsrod med flere rovdyr som store søanemoner og syvarmede søstjerner. Ude i det dybe, kolde antarktiske havvand nedsættes hun-krabbernes forbrænding, og de er mindre aktive end blandt de skubbende masser i de varmere vande.
Da vilkårene for deres afkom er mere stabile og mindre skadelige på afstand af vældene, er det turen værd for hunnerne.
Økologiens ubesvarede spørgsmål
For de små, unge krabber er det bedst, at bevæge sig i samlet flok. De bevæger sig tilbage til vældene, hvor de bedre kan dyrke bakterierne på deres behårede bryst, som de skal bruge for at overleve og vokse.
(Foto: Elpipster Wikicommons)
Man fandt hundredevis af disse små krabber, der havde lagt sig godt til rette, blandt de store bunker af krabber. Her kæmpede de alle på én gang for at komme til det varmere sulfid-holdige vand, der strømmede fra vældet.
Hannerne deler ikke børnepasningen med hunnerne. De kravler i stedet op ad vældenes mineralspir for at drage fordel af varmen og for bedst muligt at kunne dyrke bakterier på deres behårede bryst. Som følge vokser de sig meget større end hunnerne.
De sidste fire årtier har opdagelsesrejserne til dybhavet afsløret, at dybhavsvældene i forskellige dele af verden er domineret af forskellige dyrearter. Hvorfor vi finder disse forskelle, er et af økologiens ubesvarede spørgsmål. Men hver eneste opdagelse er endnu en brik i puslespillet.
Leigh Marsh modtager støtte fra The ChEsSo research programme, Census of Marine Life og the Sloan Foundation. Denne artikel er oprindeligt publiceret i The Conversation.
