For mere end 12.000 år siden vrimlede Sydamerika med en række istidsdyr.
Kæmpe dovendyr på størrelse med en bil. Elefantlignende planteædere. Hjorteagtige dyr med en aflang snude.
Disse uddøde kæmper er blandt mange dyr, der er udødeliggjort i en 13 kilometer lang frise af klippemalerier ved Serranía de la Lindosa i den colombianske del af Amazonas regnskov - kunst, der ifølge et nyt studie er skabt af nogle af de tidligste mennesker, der har levet i regionen.
»(Malerierne) rummer hele mangfoldigheden af Amazonas. Fra skildpadder og fisk til jaguarer, aber og pindsvin,« siger en af forskerne bag studiet og professor ved Institut for Arkæologi ved University of Exeter, José Iriarte, ifølge CNN.
Han kalder frisen, som sandsynligvis er blevet malet over århundreder, hvis ikke årtusinder, »den sidste rejse,« da den ifølge forskeren repræsenterer menneskets ankomst til Sydamerika - den sidste region, der blev koloniseret af Homo sapiens, da de spredte sig rundt om i verden fra Afrika.
Men opdagelsen af, hvad videnskabsmænd betegner som »uddød megafauna« blandt de detaljerede malerier, er kontroversiel og omstridt.
Andre arkæologer mener, at den exceptionelle bevaring af malerierne antyder en meget nyere oprindelse, og at der er andre plausible kandidater til de afbildede skabninger.
For eksempel kunne det gigantiske dovendyr identificeret af Jose Iriarte og hans kolleger faktisk være en kapivar - en kæmpegnaver, der er almindelig i dag i hele regionen.


Selvom Jose Iriarte indrømmer, at det nye studie ikke er det sidste ord i debatten, er han overbevist om, at de har fundet beviser for tidlige menneskelige møder med nogle af fortidens forsvundne giganter.
Håbet er at datere det røde pigment, der blev brugt til at male kilometervis af klippe.
Desværre er det meget vanskeligt at datere klippekunst og hulemalerier, da okker, et uorganisk mineralpigment brugt i den røde maling, ikke indeholder kulstof, der som regel bruges i dateringsteknikker.
Arkæologerne håber, at de gamle kunstnere blandede okkeren med en slags bindemiddel, der vil give forskerne mulighed for at få en nøjagtig dato.
Resultaterne af denne undersøgelse forventes senere i år.
Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Philosophical transactions of the Royal Society B.

































