Et sted mellem 7.000 og 12.500 pingvinunger er døde, efter den andenstørste koloni af kejserpingviner i Antarktis er kollapset.
Kolonien, som lå på en isflage, blev ødelagt af storme. Ulykken skete tilbage i 2016, men er netop blevet beskrevet i et nyt studie.
Ungernes forældre, som var bedre til at svømme, flyttede hen på en flage i nærheden.
Efter kolonien blev ødelagt, har de voksne pingviner ikke vist tegn på at ville genoprette den, skriver forskerne.
Og det ville også være dumt af dem at prøve, eftersom et stort isbjerg er ved at ødelægge hele stedet, lyder det.
Kejserpingvinen er den største pingvinart, og pingvinerne har brug for store isflager, hvor de kan yngle. Isflagerne skal desuden holde, fra pingvinerne kommer i april, til ungerne er klar til at tage afsted i december.
Kolonien, som havde navnet Brunt-kolonien, har i flere årtier haft et gennemsnit på mellem 14.000 og 25.000 ynglepar årligt. Derfor er antallet af unger, der er omkommet, et sted mellem 7.000 og 12.500.
Kolonien stod for cirka fem til ni procent af den globale population af kejserpingviner.
LÆS OGSÅ: 1,5 millioner pingviner fundet i Antarktis
Lektor Peter Fretwell fra British Antarctic Survey bemærkede på satellitfotos, at kolonien var forsvundet.
»Der er sket en form for regimeændring. Havis, der tidligere var stabil og pålidelig, er nu uholdbar,« siger Fretwell.
Mange af de voksne kejserpingviner har derfor i stedet valgt simpelthen at lade være med at yngle eller har fundet nye steder, hvor deres unger kan vokse op, mener forskerne.
For eksempel har en koloni, der ligger cirka 50 kilometer væk fra den ødelagte, fået mange nye pingviner i de senere år.
Studiet er publiceret i Antarctic Science.
LÆS OGSÅ: Forskeres pingvin-droner blev en del af kolonien
mho

































