Hajer på kokain lyder muligvis som en B-film i stil med ‘Sharknado’-filmene.
Det er ikke desto mindre virkelighed. For 13 hajer, der blev fanget ud for den brasilianske millionby Rio de Janeiros kyst, er af et forskerhold blevet testet positive for kokain, skriver Science.
Forskerne fandt kokainrester i hajernes lever og muskler.
Fundene er »meget vigtige og potentielt bekymrende,« siger Sara Novais, som til dagligt er forsker ved the Marine and Environmental Sciences Centre of the Polytechnic University of Leiria i Portugal, til Science.
Hun har ikke selv været med i undersøgelsen af kokainhajerne. Alligevel mener hun, at det er nødvendigt med mere forskning for at slå fast, om hajerne – og de mennesker, der spiser dem – tager skade af kokainresterne i hajernes kroppe.
Kokainen er tidligere blevet fundet i spildevand og floder i mange lande, herunder Brasilien.
- I Rio de Janeiro formodes det, at kokainen i vandet stammer fra illegale laboratorier, som raffinerer kokainen.
- Derudover kommer der også kokain i spildevandet fra stofbrugerne, såfremt at spildevandet er ubehandlet.
- Og så kan den illegale industris bagmænd også have tabt eller mistet pakker med kokain i vandet, der ligeledes er en kilde til kokainforureningen.
Enrico Mendes Saggioro er forsker i toksikologi ved Oswaldo Cruz Institute i Brasilien, og han var nysgerrig på, om hajerne ud fra kysten kunne blive udsat for kokain gennem spildevandet.
Så Saggioro og hans forskerhold skaffede 13 brasiliansk spidssnudet haj (Rhizoprionodon lalandii), en mindre hajart, som tilbringer hele sit liv i kystnære områder, da der var størst sandsynlighed for, at kokainen kunne måles i dem.

Enten på grund af, at de selv var udsat for kokain, eller fordi de havde spist mindre fisk, der havde været udsat for stoffet.
Alle prøver, som forskerholdet foretog, kom tilbage positive, og koncentrationerne var så meget som 100 gange højere, end hvad tidligere rapporter havde konkluderet for andre vandlevende væsner.
»Dette er bevis på den stigende fare for kokainforurening,« siger Anna Capaldo, professor i miljøforurening ved University of Napoli Federico II i Italien, som ikke deltog i forskningen, til Science.




































