September er jo den første efterårsmåned, og det kan vi tydeligt se på himlen.

Natten bliver længere og mørkere, og mod slutningen af måneden er natten længere end dagen.

Det giver naturligvis gode muligheder for at kigge stjerner, og septembers nattehimmel har da også meget at byde på.

Månen møder planeterne

Hvis vi begynder med 1. september, så finder vi på aftenhimlen ved 22-tiden både fuldmånen og ikke mindre end tre planeter: Mars, Jupiter og Saturn.

Mars står lavt på himlen, da den kun lige er stået op, men Jupiter og Saturn er lette at få øje på.

Her kan en lille kikkert – gerne en fuglekikkert på stativ – give mange ekstraoplevelser.

Månen med dens mange kratere er altid værd at se på, og hvis man får fat på et månekort, kan man jo efterhånden lære landskabet at kende.

Som dagene går, står Månen stadig senere op, og allerede i midten af september dukker Månen først op efter midnat. I de sidste dage af september kan man dog igen nyde Månen på aftenhimlen.

Sent på aftenen 6. september kommer Månen meget tæt på Mars. Senere efter midnat står Venus op omkring klokken 2 - og med lidt tålmodighed kan man også opleve et gensyn med vinterstjernebilledet Orion, når det dukker op fra horisonten.

Et andet flot syn er Månen, Jupiter og Saturn, der er meget tæt på hinanden om aftenen 25. september – desværre dog ret lavt på himlen.

På det tidspunkt er det i øvrigt halvmåne, og det betyder, at mange månebjerge og kratere kaster lange skygger, hvilket gør dem lettere at se i en kikkert.

Jupiter er en stjerne i forklædning

Jupiters måner er også værd at følge. Blot med en lille kikkert kan man se de fire store måner Io, Europa, Ganymedes og Callisto.

Hvis kikkerten ikke er alt for lille, kan man forhåbentlig også se Jupiters skybælter, og her er en lille historie at fortælle:

Rumsonden Juno, der for tiden kredser om Jupiter, har nemlig vist, at de enorme skybælter kun findes forholdsvis nær ækvator.

Ved de to poler er der ingen skybælter, men kun systemer af gigantiske storme.

Ved nordpolen er der således en central cyklon omgivet af otte lidt mindre storme – i denne sammenhæng betyder ’mindre’  bare, at de er lidt mindre end Jordkloden!

Der er et tilsvarende stormsystem nede ved sydpolen.

Her kan man se, at skybælterne mangler ved Jupiters poler. Her er det Sydpolen (Foto: NASA)

Men Jupiter er mere end blot en stor planet. Den er en klode af gas, især brint og helium, og det betyder, at den i sin opbygning ligner en stjerne som Solen meget mere, end den ligner Jorden, der jo mest består af klippe og metal.

Faktisk kan man regne ud, at hvis bare Jupiter havde en masse omkring 20 gange større end den nuværende, så ville den blive så varm i sit indre, at fusionsprocesser kunne gå i gang.

De ville især være baseret på deuterium - også kaldet tung brint. Jupiter ville i så tilfælde være en meget lille rød sol, men dog en stjerne.

I september står Jupiter i stjernebilledet Sagittarius eller Skytten.

Det betyder, at når vi betragter Jupiter, så ser vi også i retning af Mælkevejens centrum 26.000 lysår borte.

Selve centret med det sorte hul kan vi dog ikke se, da det et skjult bag tætte skyer af støv og gas.

Sagittarius står dog meget lavt på himlen, så astronomerne studerer derfor Mælkevejens centrum fra mere sydlige himmelstrøg.

Egypternes polarstjerne

Vender vi os mod stjernerne, så er himlen domineret af Pegasus-firkanten, hvor dog kun tre af de fire stjerner tilhører stjernebilledet Pegasus.

Men der er også mange andre stjernebilleder at se på, og igen vil vi minde om, at man her kan have meget hjælp af astronomiske programmer – se sidste måneds artikel om stjernehimlen i august. 

Højt på den nordlige himmel finder vi stjernebilledet Lille Bjørn med Polaris, også kaldet Nordstjernen, der for tiden er den stjerne, som er tættest på himlens nordpol – det betyder, at vi ser stjernehimlen dreje rundt om Polaris.

Sådan har det dog ikke altid været. Nabostjernebilledet til Lille Bjørn er Dragen eller Draco. En af stjernerne her hedder Thuban, og den var i en lang periode polarstjerne.

I runde tal omfatter denne periode tiden for mellem 6.000 og 4.000 år siden, hvor de første pyramider blev bygget. Det har muligvis påvirket pyramidernes konstruktion, for de havde en indgang på nordsiden, hvorfra man om natten kunne se Thuban.

Thuban er en varm kæmpestjerne mere end 300 lysår borte. Det er en dobbeltstjerne, med en mindre lysstærk ledsager.

Med et lille stjernekort er det ikke svært at finde Thuban og mindes de gamle dage, da pyramiderne blev bygget. Omkring år 21.000 vil Thuban igen blive polarstjerne.

Cassiopeia er ét af de stjernebilleder, der er allernemmest at finde på nattehimlen (Foto: Shutterstock)

Solen er en del af alien-Cassiopeia

Ud fra Lille Bjørn og polarstjernen er det let at finde Cassiopeia, der tegner det berømte W på himlen.

Her er der også en lille historie:

Hvis der nu skulle være en civilisation på en planet omkring Solens nærmeste nabo Alfa Centauri kun 4,3 lysår borte, så ville de ikke se Cassiopeia helt, som vi gør det – for Solen vil set fra deres planet nemlig være en klar stjerne i Cassiopeia, som vil ændre stjernebilledets udseende.

Et stykke under Cassiopeias W finder vi den klare stjerne Capella i det lille stjernebillede Kusken. 

Capella er i virkeligheden hele fire stjerner, to store og to små.

De to store kredser om hinanden med en omløbstid på 104 dage i en afstand, der svarer til afstanden mellem Solen og Venus. De to andre er små røde dværgstjerner, som klogeligt holder sig på god afstand af de to store stjerner.

For tiden har Capella en afstand på 43 lysår, men for bare 237.000 år siden var Capella kun 29 lysår borte, så da var den virkelig klar.

Men det er nok ikke noget, vores fjerne forfædre har tænkt meget over.