Vi er nu midt i vinteren, hvor stjernehimlen nok er på sit flotteste. På himlen i syd er stjernebilledet Orion omkranset af en hær af klare stjerner som Sirius og Capella, der tilsammen danner en hel himmel-ellipse. 

Og kigger man højt mod nord, finder vi Polarstjernen (Nordstjernen) i stjernebilledet Lille Bjørn med Cassiopeias 'W' på den ene side og Karlsvognen på den anden side.

Vi kan stadig følge planeterne i et vist omfang, men de skal i januar fanges tidligt på morgenhimlen eller kort efter solnedgang.

Der er igen udsigt til stjerneskud i begyndelsen af januar - denne gang fra Kvadrantiderne.

Endelig er Jorden i perihel 3. januar, hvilket betyder, at den er tættest på Solen - uden at det dog af den grund bliver meget varmere.

Planeternes planer i januar

Venus står i begyndelsen af januar op lidt efter klokken 7, og sidst på måneden kort før klokken 8.

Så med en solopgang lidt før klokken 9 i begyndelsen af måneden og tæt på klokken 8 sidst i januar er der en god times tid til at fange Venus på morgenhimlen i sydøst.

10. januar kort før solopgang kan man se Venus lidt under et smalt månesejl. Månen ses midt mellem de to klare stjerner Antares, der er den klareste stjerne i Skorpionen, og Sabik i stjernebilledet Ophiuchus (Slangebæreren).

Mars står hele måneden op om formiddagen. Den er højest på himlen mellem klokken 18 og 19 og går ned omkring klokken 2. 

Mars står for tiden tæt på Uranus, så med en mindre kikkert er det muligt at fange begge planeter i synsfeltet. Og 20. til 21. januar ved midnatstid ses halvmånen ikke langt fra de to planeter.

Mens vi er ved Månen, kan vi 27. januar tidligt på aftenen opleve en næsten fuld måne, der står lige under de to klare stjerner Castor og Pollux i Tvillingerne.

Jupiter og Saturn fortsætter deres parløb, som du kan læse om i artiklen Til jul står planeterne på en super sjælden måde, som ikke er set i 800 år, men bevæger sig dog noget væk fra hinanden.

Begge planeter står op efter solopgang og går ned en times tid efter Solen. Så de skal altså fanges i sydvest, lige så snart tusmørket indfinder sig.

Det er især værd at holde øje med 14. januar, hvor de to planeter ses sammen med et meget smalt månesejl (nymåne 13. januar). Og som en bonus har vi Merkur netop midt mellem nymånen og Jupiter-Saturn-parret.

Med Merkur er det altid rart at have et pejlemærke til at fange denne lille planet med det blotte øje. Det hele foregår dog meget tæt på horisonten.

Verdenshimlens store stjerne-ellipse

Stjernehimlen bliver næsten ikke flottere end en klar aften i januar - hvis bare vi har vejrguderne med os. Lad os se på en aften omkring klokken 22 midt i januar. 

Højt på himlen i syd finder man let vinterhimlens nok fineste stjernebillede Orion. Den kendes nemt på de tre stjerner i Orions bælte samt den røde kæmpestjerne Betelgeuse i Orions venstre skulder og den klare hvide stjerne Rigel ved Orions fod.

Orion er hele vejen rundt omgivet af klare stjernebilleder. Lidt under og øst for Orion finder vi Den store Hund, der let kendes på Sirius, der med sin afstand på knap 9 lysår er himlens klareste stjerne.

Lidt højere på himlen og en smule længere mod øst har vi Den lille Hund, hvis klareste stjerne er Prokyon. Vi er nu lige ud for Betelgeuse i Orion.

De klareste stjerner i stjernebillederne omkring Orion udgør en kæmpe ellipse på vinterens sydhimmel. Efter behov kan man i stedet opfatte det som en sekskant. En mindre trekant dannes af stjernerne Sirius, Betelgeuse og Prokyon. (CC BY-SA 3.0 / Elop)

Lidt højere oppe på himlen følger Tvillingerne med de to klare stjerner Castor og Pollux, der blev omtalt i forbindelse med decembers stjerneskud i artiklen 'Kig op i december: Julemåneden byder på stjerneskud og planeter på linje'.

Det topper ved stjernebilledet Kusken med den klare hvide Capella, lige over Orion.

Vi fortsætter buen rundt om Orion, nu på den vestlige side, hvor vi møder Tyren, som krigeren Orion retter sit sværd mod. Tyrens røde øje er kæmpestjernen Aldebaran, der ligger 'kun' 65 lysår borte.

Rundturen slutter ved den klare hvide stjerne Rigel i Orions fod.

Man kan nu forestille sig en stor ellipse, der udbreder sig hen over himlen gennem disse seks klare stjerner, Sirius, Prokyon, Castor, Capella, Aldebaran og Rigel. Den kaldes ofte for himlens Vinter-ellipse. Andre ser en sekskant i de klare stjerner. Det giver anledning til navnet Vinter-Hexagonen.

Hvis man nu synes, at Betelgeuse ikke kan undværes i det fine selskab, så udvider man blot med en stjernetrekant, der går fra Sirius ind over Betelgeuse og ud til Prokyon.

Kvadrantiderne - stjerneskud i januar

Meteorsværmen Kvadrantiderne kan opleves i perioden 28. december til 13. januar.

Den topper 3. januar, hvor man har mulighed for at se rigtig mange stjerneskud. Månen kommer dog lidt i vejen, fordi det er tæt på fuldmåne, så himlen ikke er så mørk, som man kunne ønske sig.

Kvadrantiderne har deres udspring i stjernebilledet Bootes på den nordlige himmel, ikke langt fra Karlsvognen.

Bootes kan også kendes på sin klareste stjerne Arcturus, der er en rød kæmpestjerne knap 37 lysår borte. Hvis man følger Karlsvognens bue bagud, så peger den ned mod Arcturus, som er den klareste stjerne på den nordlige himmel.

Det lidt specielle navn, Kvadrantiderne, har sin oprindelse i et ældre stjernebillede ved navn Quadrans Muralis, på dansk Murkvadranten - efter et ældre astronomisk instrument. Dette stjernebillede, der nu blot er en del af Bootes, blev indført af den franske astronom Jerome Lalande i 1795.

Stjerneskuddene stammer fra den lille nærjords-asteroide 2003EH1, der måske er en gammel komet.

Jorden er tættest på Solen 3. januar

3. januar er Jorden i perihel. Det vil sige, at Jorden i sin ellipsebane kommer nærmest Solen. Afstanden til Solen er da godt 147 millioner kilometer mod 152 millioner kilometer, når Solen i juli er længst væk fra os. 

Nu kunne man jo tro, at det gav os lidt mildere vintre her mod nord. Der er da også en ganske lille effekt, idet den soludstråling, vi modtager, når Jorden er i perihel, er knap 7 procent større, end når Jorden er fjernest fra Solen.  

Langt større betydning for vejret har det dog, at dagens længde svinger fra 6 timer 56 minutter 22. december til 17 timer 27 minutter 22. juni. Det er en følge af jordaksens hældning, der netop giver os årstidernes vekslen. Lige nu er det sommer på den sydlige halvkugle.

Samtidig skifter Solens kulminationshøjde fra yderpunkterne 10,5 grader om vinteren til 57,5, grader om sommeren her i Danmark.

Kulminationshøjden er Solens højde ved middagstid, når den står højest på himlen. Og med Solen lavt på himlen om vinteren, kommer solstrålingen skråt ind mod os og giver derfor ikke så meget varme.