Så er det fra i aften, at 'natsværmerne' igen skal fylde kaffe på kanden og søge ud i sommernatten.
Den store stjerneskudssværm Perseiderne er igen over os, og sværmen begynder at toppe tidligt onsdag morgen. Derfor er der gode chancer for stjerneskud fra i aften 11. august og 12.–13. august, hvor sværmen topper set med danske øjne. Det skriver NASA.
Og da DMI har spået om mest klart vejr tirsdag aften i stort set hele landet, får du sandsynligvis oven i købet chance for rent faktisk at se de lysende ildkugler på himlen allerede i aften.
Hvis du vil se stjerneskudssværmen, skal du kigge mod nord først på aftenen og efterhånden mod nordøst knap halvvejs oppe på himlen.
Stjerneskuddene vil udspringe lige til venstre for den øverste del af stjernebilledet Perseus, men de kan trække lange streger hen over himlen.
Perseiderne er støvkorn og småsten udsendt af kometen Swift-Tuttle, der tager en tur rundt om Solen hver 133. år.
Og selvom stjerneskuddene ser ud til at komme til os, kan man lige så vel sige, at det er Jorden, der hvert år tumler igennem kometens støvede bane og udløser de mange stjerneskud.
\ Læs mere
Der er faktisk en meget lille risiko for, at selve kometen Swift-Tuttle kan ramme Jorden i løbet af de næste mange tusinder af år.
Det har Videnskab.dk’s faste astro-eksperter, Henrik og Helle Stub, tidligere fortalt i en artikel på Videnskab.dk.
Det ville have altødelæggende konsekvenser, men heldigvis er risikoen meget lille.
Vejret arter sig i Danmark onsdag aften, men en enkelt faktor kommer alligevel i vejen: Månen, der står op omkring klokken 23.30.
Selvom Månen i øjeblikket er aftagende og halv, sænker månelyset alligevel antallet af synlige stjerneskud fra omtrent 60 i timen ned til 15-20 i timen, skriver NASA.
Det kan altså godt betale sig at komme ud efter solnedgang klokken 21.00, men inden Månen står op klokken 23.30.
Og der skulle stadig være gode chancer for at se stjerneskud, hvis du søger væk fra lysforurening og lader dine øjne justere sig til mørket.
on
































