Huskatte miaver oftere, når deres mandlige ejere går ind ad døren.
Det skriver Phys.org på baggrund af et lille nyt studie publiceret i tidsskriftet Ethology.
Meget af videnskaben om kommunikationen mellem mennesker og katte har været baseret på udsagn fra kattenes ejere frem for videnskabelige analyser, skriver forskerne bag studiet.
Derfor valgte et forskerhold fra Ankara Üniversitesi i Tyrkiet at undersøge kommunikationen mellem 31 katte og deres ejere i hjemmet.
Undersøgelsen lavede de ved at montere et kamera på brystet, der filmede de første par minutter efter ejerne kom hjem og gik ind ad døren.
Efter at have analyseret de første 100 sekunder af hver optagelse, fandt forskerne frem til 22 forskellige typer adfærd hos kattene. For eksempel deres miaven, gnidning af hovedet mod benet og gaben.
Efter at have analyseret optagelserne, sprang én ting i forskernes øjne:
Katte miavede eller spandt i højere grad, når de hilste på mænd frem for kvinder. Det skete uanset kattens race, alder, køn eller hjemmets størrelse.
I gennemsnit miavede kattene 4,3 gange i løbet af de første 100 sekunder, når de hilste på mænd. Mens det kun blev til 1,8 gange miav for kvinderne.
Forskerne mener, at årsagen skal findes i, at de mandlige ejere har en tendens til at tale mindre med deres katte og generelt er mindre opmærksomme. Derfor justerer katten sin kommunikation for at få mændenes opmærksomhed.
Forskerne er dog forsigtige med at konkludere mere generelt på kattens adfærd, da studiet er småt, og kattene og deres ejere alle stammer fra Tyrkiet.




































