»I dette hulrum her kan du se nogle hvide aflejringer,« siger Jan Braly Kihle.
På computerskærmen har han zoomet ind på en mørk sten med sorte og hvide pletter.
Petroleum hænger stadig ved i de sorte områder, mens de hvide indeholder netop det, forskerne forsøger at opnå, nemlig at omdanne CO2 til et fast stof. Et stof, der ikke kan slippe ud igen.
Små krystaller af CO2
De mineraler, der lyser op på Jan Braly Kihles skærm, blev dannet helt naturligt for millioner af år siden. Lava, der væltede ud fra Jordens indre, størknede til tung basaltsten.
Da lavaen kølnede, blev CO2 og andre gasser presset sammen i små hulrum, forklarer Jan Braly Kihle.
Så reagerede gasserne med andre stoffer i den vulkanske sten og blev til hårde mineraler.
Jan Braly Kihle zoomer ind på en plet: »Den centrale, indre del er calsit,« forklarer han.
Små krystaller dannet af calcium og CO2.
Adskiller sig fra den klassiske idé
»Det er jo en meget tillokkende tanke,« siger Martin Fernø, som forsker i kulstoffangst og -lagring ved Universitetet i Bergen.
Ikke langt fra hans kontor er Northern Lights-projektet nu i gang med at lagre CO2-udslip for første gang i norsk historie.
»Northern Lights har et mere klassisk reservoir,« forklarer Martin Fernø.
Flydende CO2, som bliver transporteret til Øygarden uden for Bergen, ankommer med specialbyggede skibe og bliver derefter pumpet gennem en omkring 100 kilometer lang rørledning.
Endestationen ligger dybt under havbunden.
Jordskælv kan føre til lækager
Her er det ikke størknet lava, der skal modtage udledningerne, men sandsten, som er sand, der for millioner af år siden blev skyllet ud i havet og siden presset sammen til en porøs sten.
Over laget af sandsten ligger et lag af skifer, som skal forhindre gassen i at sive ud igen.
Men jordskælv og andre forstyrrelser kan føre til lækager.
Faren for lækage er større end tidligere antaget, skrev Universitetet i Bergen i 2020, og ny forskning peger på, at to af lagene under havbunden kan vende sig, hvilket også kan føre til, at gassen slipper ud.
Ikke helt overbevist
Alligevel er Martin Fernø ikke helt overbevist om, at vulkansk basalt-sten vil erstatte den nuværende teknologi.
»Jeg tror, den vil få en rolle i fremtiden, især i de regioner, hvor man allerede er i gang,« siger Martin Fernø, som blandt andet peger på Island.
»Men om det bliver en stor norsk teknologi, er jeg lidt mere i tvivl om« siger forskeren fra Universitetet i Bergen.
Men så kom resultaterne fra det islandske pilotforsøg i 2016. Her havde man pumpet 230 ton CO2 ned i basalt under jorden. Da de to år senere tog prøver af den vulkanske sten, fik de sig en overraskelse: Hele 95 procent af gassen var blevet omdannet til mineraler.
Viktoriya Yarushina har hørt argumenterne både for og imod basalt-idéen i næsten 20 år. Hun leder forskningsgruppen ved IFE, som arbejder med lagring af CO2 i vulkansk sten.
»Da jeg skrev min ph.d. i geologi ved Universitetet i Oslo, var det en meget populær idé,« siger Viktoriya Yarushina.
»Jeg hørte hele tiden: 'Vi skal bare injicere i basalt. Det er smart, det er godt, det er sikkert'.«
Men mange tvivlede på, om idéen overhovedet kunne lade sig gøre.
Nogle mente, at CO2 ikke ville kunne trænge ind i den hårde sten. Andre mente, at gassen ville bruge en evighed på at forstenes – måske tusind år, måske tusindvis.
Findes i enorme mængder ud for Norges kyst
Alligevel har hverken forskere, myndigheder eller industri kastet sig over idéen. Men noget er alligevel ved at ske.
Langt ude på havet ud for Nordland, syd for Lofoten, har et skib fyldt med tyske forskere sejlet rundt i fem uger. Fra skibet fortæller Ingo Klaucke, hvad de arbejder med:
»Basalt findes i enorme mængder ud for Norges kyst,« fortæller han.
Ingo Klaucke er forsker ved det tyske havforskningsinstitut, Geomar, som samarbejder med det det norske Institut for Energiteknik (IFE) i et stort projekt kaldet Perbas.
Basalten skal have de rette egenskaber
Ved to tidligere ekspeditioner har forskere boret prøver af basalt op fra Vøring-plateauet. Det så lovende ud.
Den vulkanske sten skal nemlig have de rette egenskaber for at kunne bruges til kulstoflagring. CO2 skal kunne trænge ind i stenen, og gassen skal have mange hulrum at gemme sig i.
Nu har forskerne ved Geomar kortlagt hele området med seismiske og elektromagnetiske målinger.
»Vi vil finde ud af, om basalten under Vøring-plateauet egner sig til at lagre enorme mængder CO2, eller om de porøse sten kun findes tæt på borehullerne,« siger Ingo Klaucke.
Sprøjtes ind som danskvand
Men lagring i vulkansk sten har en udfordring, fortæller Martin Fernø ved Universitetet i Bergen.
»Hovedargumentet imod denne metode er, at omkostningen per ton CO2, der pumpes ned, er meget høj,« siger Martin Fernø.
For mens CO2 kan pumpes direkte ned i et klassisk reservoir, skal gassen blandes med vand, før den sprøjtes ind i basalt.
»Det bliver i bund og grund som danskvand,« siger Martin Fernø.
Med andre ord skal der sprøjtes enorme mængder vand ind i basalten for at lagre en relativt lille mængde gas.
\ Perbas-projektet
- Formålet med projektet er at finde ud af, hvad der skal til, for at basalt kan bruges til at lagre store mængder CO2.
- Forskerne undersøger både Vøring-plateauet i Norge og et område i Indien.
- Projektet har mange internationale partnere, herunder det tyske Geomar, det norske Institut for Energiteknik (IFE) og Norges arktiske universitet (UiT).
- IFE's rolle er blandt andet at simulere, hvordan basalten ændrer sig, efterhånden som CO₂ sprøjtes ind i den.
Kilde: Geomar
Mange små projekter
Viktoriya Yarushina mener derimod, at tankegangen bag dette projekt er lidt anderledes.
»Måske er fremtiden ikke store, samlede projekter, men snarere mange mindre og enklere,« siger forskeren fra IFE.
I Perbas-samarbejdet har hun og kolleger blandt andet offentliggjort et studie, hvor de simulerer, hvordan væske bevæger sig gennem basalt, i takt med at CO2 binder sig.
»Vi skal jo være på forkant og opdage ting«
Martin Fernø er enig i, at der kan være behov for enklere løsninger især for mindre virksomheder, der ønsker at slippe af med deres udledninger.
»Så der kan det måske være noget. At det bliver en slags supplerende teknologi, som kan bruges i mindre skala, men mange steder,« siger forskeren fra Universitetet i Bergen.
Uanset hvad, er det vigtigt, at forskere undersøger mulighederne, påpeger han.
»Vi skal jo være på forkant og opdage nye ting. Så på den måde synes jeg, det er virkelig spændende.«
Billeder af Marko Djurica, fra IFE: Eldrid Borgan/ forskning.no
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
