Marinebiolog Diva Amon fra Naturhistorisk Museum i London og Southampton Universitet og hendes team havde netop afsluttet en undersøgelse af dybhavsskorstene (en skorsten på havets bund, hvor der strømmer sort varmt vand op) i et område ud for Antarktis, da de gjorde en sensationel opdagelse: Deres undervandskøretøj kørte helt tilfældigt forbi et hvalskelet.
Det er meget sjældent, at man finder disse hvalskeletter, og faktisk er det ’nye’ skelet kun det sjette i rækken, og det første der er fundet i havet omkring Antarktis.
Det er så sjældent, man gør disse fund, at ingen leder efter dem. De bliver ligesom i denne situation fundet ved et tilfælde.
Hvalskeletterne gemmer på en spændende historie
Når en hval dør, synker dens rådnende skelet ned på havbunden. De dyr, der lever i dybhavet, samles på hvalskelettet. Nogle dyr er ådselædere og piller skroget for de sidste rester. De tiltrækker hele fødekæden, og på den måde kan forskerne få et unikt billede af, hvilke dyr der lever i dybhavsmiljøerne.
De engelske forskere sendte deres undervandskøretøj tilbage til hvalrygsøjlen med et kamera og tog både billeder og prøver. De fandt ikke færre end ni nye dyrearter.
DNA-prøver har efterfølgende vist, at rygraden stammer fra en vågehval, som faktisk også er en af de mest almindelige hvaler i farvandene omkring Danmark.
Man fandt fire nye arter af orme, inklusiv en ny art knoglespisende orm. Man fandt to nye arter af krebsdyr og tre nye arter af gastropoder, som er en familie der også indeholder snegle.
Hvalskelet flere årtier gammelt
»Skelettet var meget nedbrudt, hvilket kunne tyde på, at det har ligget på havbunden i flere årtier,« forklarer Diva Amon.
»Men der var alligevel utrolig mange dyr omkring det, der søgte efter føde eller skjulesteder.«
Forskerne mener, at dette fund er et perfekt eksempel på, hvordan nogle af Jordens største dyr er en del af dybhavsøkologien. Det giver et billede af, hvordan organisk materiale bliver genbrugt i havene. Samtidig øges forståelsen for, hvordan arterne udvikler sig og udbreder sig i havene.
Studiet er publiceret i Deep-Sea Research II: Topical Studies in Oceanography.
