Havene stiger, og det er 'mange bække små', der tilsammen medvirker til havniveaustigningen.

De største årsager er smeltende gletsjere og iskapper, samt at temperaturstigninger får havet til at udvide sig.

Alle disse bidrag til de globale havniveaustigninger er vokset med cirka 50 procent mellem 1993 og 2014. 

Ifølge vores studie er især afsmeltningen af Grønlands ismasser blevet en større bidragsyder.

Studiet, der er publiceret i Nature Climate Change, afslører, at det samlede bidrag steg fra 2,2 mm om året til 3,3 mm om året.

Det stemmer overens med den observerede hastighedsstigning estimeret på baggrund af satellitobservationer.

Globalt set er stigningen i havniveauet accelereret siden det 19. århundrede. Det har resulteret i en markant forøgelse af hastighedsstigningen i løbet af det 20. århundrede i forhold til de forgående årtusinder.

Og hastighedsstigningen er endda forøget i løbet af de seneste 20 år.

Forskere forudser, at stigningerne vil foregå endnu hurtigere i løbet af det 21. århundrede, med mindre udledningen af drivhusgasser reduceres signifikant.

Modstridende resultater

Men siden 1993, hvor indsamlingen af satellitdata af høj kvalitet begyndte, har størstedelen af de tidligere studier ikke rapporteret hastighedsstigningen på trods af, at mange resultater indikerer, at iskapperne i Grønland og Antarktis i stigende grad bidrager til havniveaustigningerne.

Vores forskning fokuserede til dels på at forklare, hvordan disse tilsyneladende modstridende resultater passer sammen.

I 2015 gennemførte vi en omhyggelig sammenligning af satellit- og kystmålinger af havniveauet. 

Sammenligningen afslørede en lille men signifikant forvrængning af undersøgelsesresultaterne i løbet af de første ti år af satellitregistreringerne.

Forvrængningen blev fjernet, hvilket resulterede i, at estimatet af havniveaustigningerne i begyndelsen af satellitregistreringerne faldt en smule.

Korrektionen af forvrængningen løste til dels denne modsigelse.

Tallene stemte ikke

Vores nye forskning sammenlignede satellitdata fra 1993 til 2014, med det, vi med sikkerhed ved, har bidraget til havniveauet i løbet af den samme periode. 

Det er bidrag som eksempelvis havudvidelse som følge af stigende havtemperaturer, nettotabet af landis fra gletsjere og iskapper og forandringer i mængden af vand lagret på land.

Tidligere - efter 2003 - stemte summen af de observerede medvirkende årsager og målingen af havniveauet egentlig meget godt. Men før balancerede tallene ikke helt.

Ved hjælp af satellitdata (korrigeret for de små forvrængninger, der blev identificeret i vores tidligere studie), fandt vi overensstemmelse med summen af ​​de medvirkende årsager over hele perioden fra 1993 til 2014. 

Forøgelse af hastighedsstigningen

Begge viser en forøgelse af havniveauets hastighedsstigning i løbet af denne periode.

Efter vi tog højde for udsving forårsaget af fænomener som eksempelvis El Niño, indikerer vores korrigerede registreringer en forøgelse af havniveauets hastighedsstigning fra 2,4 mm per år i 1993 til 2,9 mm per år i 2014. 

Hvis vi brugte forskellige estimater for vertikale landbevægelser (se faktaboks, red.) til at estimere forvrængningerne i satellitregistreringerne var hastighedsstigningerne cirka 0,4 mm større per år og gik fra at være 2,8 mm per år til 3,2 mm per år i løbet af den samme periode.

Er det hele det samme som summen af alle dele?

Vores resultater viser:

• Den største medvirkende årsag til havniveaustigningerne med cirka 1 mm om året er havudvidelsen som følge af stigende havtemperaturer.
• Den næststørste medvirkende årsag var bjerggletsjere. Her så vi en lille stigning fra 0,6 mm om året til 0,9 mm om året fra 1993 til 2014. 
• Iskappen på Antarktis bidrog også en smule mere fra 0,2 mm til 0,3 mm om året.
• Bemærkelsesværdigt nok, stod Grønlands iskappe bag den største stigning, hvilket er et resultat af både øget overfladeafsmeltning og øget udstrømning af is i havet. Grønlands bidrag steg fra 0,1 mm om året (cirka 5 procent af den samlede stigning i 1993) til 0,85 mm om året (cirka 25 procent i 2014).
• Vand fra land-bidraget steg også fra 0,1 mm om året til 0,25 mm om året. 
• Mængden af vand lagret på land varierer fra år til år, som følge af eksempelvis varierende nedbørs- og tørkemønstre.
• Hastigheden af udtømmelsen af grundvandet steg, mens vandlagringen var forholdsvis stabil; nettoeffekten er en stigning mellem 1993 og 2014.

Det overordnede billede afslører, at mens hastigheden af den termiske havudvidelse har været stabil siden 1993, er gletsjernes og iskappernes bidrag steget markant fra cirka halvdelen af den samlede stigning i 1993 til cirka 70 procent af den samlede stigning i 2014.

Det skyldes primært Grønlands stigende bidrag.

Fremtidens havniveau

Satellitregistreringerne af havniveauet spænder kun over få årtier. Løbende observationer er nødvendige for at forstå betydningen af vores resultater på langt sigt.

Grønlands bidrag til havniveaustigningerne skyldes i stigende grad både øget overfladeafsmeltning og øget udstrømning af is i havet. (Foto: NASA/John Sonntag, CC BY)

Vores resultater belyser også vigtigheden i ​​den fortsatte internationale indsats for bedre at forstå og korrigere for de små forvrængninger, vi identificerede i satellitdata i vores tidligere studie.

Ikke desto mindre er satellitdatasættene nu i overensstemmelse med de historiske observationer og også med de forventede havniveaustigninger.

Varmeindhold faldt efter vulkanudbrud

Varmeindholdet i den øverste del af havene faldt efter Pinatubo-vulkanudbruddet på Filippinerne i 1991 - den største vulkaneksplosion på Jorden i det 20. århundrede.

De efterfølgende 20 år resulterede sandsynligvis i en termisk havudvidelse, der var større, end hvis det udelukkende var drivhusgasser, der stod bag.

Den underliggende acceleration af termisk havudvidelse som følge af menneskeskabt opvarmning kommer muligvis til syne i løbet af de næste ti år eller deromkring. 

Og vi vil muligvis se endnu større bidrag fra iskapperne i Grønland og Antarktis i fremtiden.

Accelerationen af ​​havniveaustigningerne, der nu måles med større nøjagtighed, kaster lys over vigtigheden og nødvendigheden af ​​at reducere drivhusgasemissionerne og formulere tilpasningsplaner og kystsikring. 

I lyset af iskappernes øgede bidrag og konsekvenserne af fremtidige havstigninger skal vores kystbyer forberede sig på stigende havniveauer.

John Church modtager støtte fra Australian Climate Change Research Program. Christopher Watson modtager støtte fra Australian Research Council og NCRIS Integrated Marine Observing System. Matt King modtager støtte fra Australian Research Council og Department of Environment. Xianyao Chen modtager støtte fra National Key Basic Research Program of China, Natural Science Foundation of China. Xuebin Zhang modtager støtte fra Pacific Climate Change Science Program (PCCSP) og Pacific-Australia Climate Change Science and Adaptation Planning program (PACCSAP), Australian Climate Change Science Programme (ACCSP), National Environmental Science Programme (NESP) og Centre for Southern Hemisphere Ocean Research (CSHOR). Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.