Grindehvaler elsker kæmpeblæksprutter. De store bløddyr smager dem så godt, at grindehvalerne dykker ned til omkring 1.000 meters dybde for at jage blæksprutterne.
Desværre betyder det, at grindehvalerne risikerer at miste kontakten til deres flok, da de har svært ved at kommunikere i de store dybder.
Det viser ny dansk forskning, som netop er publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Proceedings of the Biological Society B: Biological Sciences.
»Tandhvaler producerer lyd ved at drive luft frem og tilbage mellem et par luftsække i et lukket system i hovedet. Når hvalerne dykker dybt, presser det store tryk luften sammen, så der er mindre luft til at producere lyd med. Og så får hvalerne svært ved at lave lyd,« forklarer ph.d.-studerende Frants Havmand Jensen fra Biologisk Institut ved Aarhus Universitet.
Skibstrafik kan true grindehvalerne
Frants Havmand Jensen og professor Peter T. Madsen har sammen med amerikanske og spanske kollegaer som de første studeret, hvordan det ekstreme tryk påvirker grindehvalens evne til at danne og udsende lyd.
Resultatet af undersøgelsen er markant:
Hvalernes kommunikationslyde bliver meget svagere under det enorme tryk. Så svage, at dyrene formodentlig ikke kan holde kontakten til resten af flokken, der svømmer ved overfladen. Det kan være skæbnesvangert for grindehvalen, da flokkens medlemmer hjælper hinanden mod angreb fra rovdyr, eksempelvis spækhuggere.
\ Fakta
I løbet af dagen forlader enkelte individer efter tur gruppen i deres jagt på store blæksprutter eller andre byttedyr i dybhavet. De dykker ned til 1.000 meters dybde, hvor vandet er iskoldt og trykket nærmer sig 100 gange det atmosfæriske tryk ved havoverfladen. Ved den dybde fylder luften, som hvalerne har i lungerne og de øvre luftveje mindre end 1% end ved overfladen.
Når trykket atter falder under opstigningen til havets overflade, sætter grindehvalerne ind med hyppige kald, der genskaber den livsvigtige kontakt med familiegruppen.
»Vi er ret sikre på, at den hyppigere kalden kan være grindehvalernes måde at søge efter og genetablere kontakt med resten gruppen, når de er på vej op efter et måltid,« siger Frants Havmand Jensen.
Forskerne frygter, at forøget menneskeskabt støj i havet fra bl.a. skibstrafik, kan nedsætte effektiviteten af dette kontaktsystem og gøre det sværere for hvalerne at finde deres gruppe igen.
Hør grindehvalernes lyde
Kald fra en grindehval under opstigning mod overfladen
Lyd fra samme hval - denne gang kommunikation med medlemmer af kernegruppe indenfor kort afstand
Frants Havmand Jensen forsvarer sin ph.d.-afhandling om emnet, Acoustic Behaviour of Bottlenose Dolphins and Pilot Whales, den 8. april 2011
\ Hvaler med pakker på
Med sugekopper satte forskerne små computerpakker på 12 grindehvaler. Pakkerne, der optog både lyd, dybde og tredimensionel bevægelse, gjorde det muligt at følge hvalernes adfærd på tusind meters dybde og måle, hvordan deres lyde ændrede sig med dybden.
Computerne afslørede, at grindehvalernes kald bliver både kortere og svagere, når trykket stiger. Hvalerne udsender korte klik-lyde, som de finder byttet med i mørket. Disse klik ser ikke ud til at blive påvirket af trykket. Til gengæld bliver de kald, hvalerne bruger til at kommunikere med resten af gruppen med, så lave og korte, at lydene måske ikke kan nå resten af gruppen ved overfladen.
Hvalernes regelmæssige ekskursioner ned i dybet koster altså muligvis kontakten til resten af gruppen. Og det kan være fatalt for grindehvalen, der altid forbliver samlet i familiegruppen, når de svømmer i overfladen - blandt andet for at undgå angreb fra spækhuggere. På vej op fra dybet udsender hvalerne derfor ekstra mange lyde i deres søgen efter gruppen.
Kilde: Peter Bondo Christensen, DMU, Aarhus Universitet
