Global opvarmning øger risikoen for tsunamier i Norge

I Norge risikerer bjergsider at kollapse i takt med at den globale opvarmning sætter ind. Årsagen er, at det varmere klima vil få permafrosten til at tø.

Permafrost er den tilstand, som jord og klippesten kommer i, når det har været frosset i mere end to år. Det virker som en slags afstivende skelet, der holder sammen på klippesiderne. Så hvis permafrosten forsvinder, frygter forskerne, at bjergsiderne kollapser, og det kan have store konsekvenser, advarer forskerne. I det øjeblik isen smelter og bliver til vand, er der risiko for, at jorden eller klippematerialet styrter sammen.

Ikke alene kan det sende laviner af klippesten ud på vejene til stor fare for trafikanter - det kan også sende skyller af klippesten ned i de norske fjorde, så der opstår ødelæggende tsunamier.

For at kaste lys over problemets omfang, har en gruppe klimaforskere med deltagelse af den danske professor Ole Humlum, Afdeling for fysisk geografi, Geofysisk Institut ved Oslo Universitet fået seks millioner kroner til at gennemføre et helt nyt forskningsprojekt, det såkaldte Thermal State of Permafrost.

»I fortiden er der mange eksempler på, at norske fjeldsider er styrtet ned i vandspejlet og har sat gang i tsunamier. Og nu, hvor permafrosten reduceres, vil det problem formentlig blive betydeligt større. Selv om tsunamierne ikke vil kunne sprede sig ret meget, fordi de optræder inde i en fjord, så vil de lokalt set kunne være meget ødelæggende - inden for 10 til 30 kilometers afstand fra epicentret vil de kunne ramme med en større kraft end den tsunami, som ramte Indonesien tilbage i 2004,« siger Ole Humlum.

Måler temperaturen i op til 50 meter dybe borehuller

I et forsøg på at komme problemet i forkøbet, er Ole Humlum og hans kolleger pt i fuld gang med at opstille måleudstyr på Svalbard, som er et af de områder i arktis, hvor forskerne forventer, at effekterne af den globale opvarmning vil slå igennem først.

For et par uger siden sejlede den danske geolog op langs med Svalbards vestkyst for at firre lange strenge med temperaturfølere ned i borehuller, som når ned i dybder på op til 50 m ned i undergrunden.

Takket være temperaturfølerne kan forskerne følge med i, hvordan temperaturen ændrer sig som funktion af tiden hele vejen ned igennem jordlagene. Derudover har forskerne placeret en lille vejrstation over hvert borehul, så de kan følge de lokale temperatursvingninger i atmosfæren.

Selv om forskningsprojektet først er i opstartsfasen, så ved forskerne allerede, at permafrosten er meget udbredt i Norge, og dermed også har en stor betydning for bjergenes stabilitet. Alene i Sydnorge er der 3000 kvadratkilometer fjeld med permafrost, som når ned til en dybde på op til 2000 meter.

Lasere følger bjergets bevægelse

Problemet med den smeltende permafrost er allerede ved at sætte ind, for eksempel er der en fjeldside ved Geiranger Fjord, hvor forskerne i frygt for et kollaps følger fjeldets bevægelse med lasermålere minut for minut.

Ud fra målingerne vil forskerne kunne se, hvornår der for alvor er fare på færde - og når faren er overhængende, vil de kunne tage deres forholdsregler og eksempelvis afspærre veje eller evakuere området, om nødvendigt. Området er forholdsvist tæt beboet, og derfor er det helt afgørende for lokalbefolkningens sikkerhed at de kan følge udviklingen tæt.

På udkig efter langtidseffekter

Men projektet skal ikke bare afsløre den nuværende risiko - den vil også give forskerne en mulighed for at studere, hvilke langtidseffekter, den globale opvarmning har på permafrosten. Og det er vigtigt, da de dybereliggende jordlag først vil 'opdage' den globale opvarmning om mange år. Temperaturændringerne forplanter sig med en hastighed svarende til omkring en meter per år, så de nuværende temperaturændringer i atmosfæren bruger altså 50 år på at trænge 50 meter ned i undergrunden. Samtidigt vil målinger igennem mange år sikre, at et meget varmt år eller et exeptionelt koldt år ikke giver et forkert billede af, hvordan den globale opvarmning påvirker permafrosten.

»Idéen er, at vi efterlader instrumenter til eftertiden. Hvis vi skal kunne se, hvilken betydning den globale opvarmning får for permafrosten på lang sigt, så har vi brug for at indsamle data igennem en 10 år eller mere,« siger han og slutter:

»De temperaturmålinger, som vi laver nu, er vigtige for vores modeller for sammenhængen mellem klimaet og permafrosten. Jo bedre vores modeller er, des mere præcist kan vi forudsige, hvordan den globale opvarmning vil påvirke permafrosten et bestemt sted. Og det vil igen give os en indikation af, om hvor der er fare på færde,« siger han.

De to markeringer på kortet viser nogle af de steder, hvor forskerne følger den smeltende permafrost. Risikoen for kollapsende bjergsider findes dog overalt, hvor der er bjerge med permafrost - og dermed i store dele af Norge.

Hidtil har permafrostens luner ikke været det store problem for de mennesker, der lever i det arktiske område. Indbyggerne har nemlig taget højde for det i den måde, de har bygget deres huse og veje på.

I Grønland har man fast tradition for at bygge på fas fjeld, der indeholder mindre is end løs jord. Så selv om permafrosten skulle forsvinde i disse områder, så står husene altså stadig fast.

På Svalbard har man bygget huse på pæle, der går seks til otte meter ned i jorden. Så selv om fremtidens klima bliver et par grader varmere, vil det ikke have nogen konsekvenser for bygningerne, da optøningsdybden ikke vil nå dybere end to meter, hvilket ikke har den store betydning for jordlagene i seks til otte meters dybde.

De primitive veje og huse, som indbyggerne hidtil har levet i, skal nok klare sig. Noget andet er de dyre elektriske installationer, store bygningskomplekser og hovedveje, som der bliver bygget mere af. Her vil der få fatale konsekvenser at permafrosten forsvinder.

Når man laver en asfalteret vej, så har den anden temperatur og farve end omgivelserne. Derfor modtager den mere varme end omgivelserne, og det resulterer i synkning af den underliggende jord og sætningsskader. En måde at kompensere for det er ved at bygge vejen på en dæmning, så vejen bliver mere udsat for vind. Vinden vil sørge for at afkøle jordlagene, og dermed forhindre permafrosten i at tø.