Kongonaphon kely, eller ’lille insektdræber’, kunne i princippet stå oprejst på dine to hænder.
K. kely levede for omtrentlig 237 millioner år siden under Trias, og altså inden sauropoderne og theropoderne (de store dinosaurer) for alvor slog igennem.
Insektspiseren virker måske ikke imponerende ved første øjekast – men fremtiden lovede formodentlig godt for det lille bæst. Det skriver ScienceAlert.
Insektspiseren tilhører ifølge forskerne bag studiet af fossilet gruppen Ornithodira, der er den sidste fælles stamfader til dinosaurerne og pterosaurerne (flyveøgler), som mange år senere ville vokse sig til de gigantiske størrelser, vi kender dinosaurerne for i dag.
Forskerne er nået til den konklusion efter en nærmere undersøgelse af K. kelys knogler.
De minder om dem, man finder i større dyr i samme gruppe af meget tidlige dinosaurer, Lagerpetidae.
»Selvom dinosaurer og gigantisme praktisk talt er synonymer med hinanden, demonstrerede en analyse af kropstørrelses-evolution i dinosaurer og andre archosaurer (klasse af dinosaurer, herunder nulevende krokodiller og fugle, red.) […], at de tidligst-afvigende medlemmer af gruppen formodentlig har været meget mindre, end vi tidligere har troet, og at en gennemgående miniature-udvikling skete tidligt i fuglenes stamtræ,« skriver forskerne ifølge ScienceAlert.
Ved at se nærmere på K. Kelys tænder kunne forskerne komme med bud på, hvordan miniæderen har udviklet sig.
Tændernes slid tydede på en kost bestående af insekter med hård skal. Det leder forskerne i retning af, at dyret kunne have udviklet sig til at blive de store dræbere, vi kender i dag, gemmem at udnytte en solskinsplet i økosystemet, på det tidspunkt den levede.
Dermed er det muligt, at K. kely og dens små artsfæller har åbnet døren for deres efterkommere ved at udvikle de træk, der siden gjorde dinosaurerne så succesfulde. Eksempelvis hvad angår innovation i forhold til oprejst gang, overgangen fra dunet til små, varme kroppe og måske tilmed en begyndende evne til at flyve, foreslår forskerne i studiet.
Studiet er udgivet i PNAS.
\ Læs mere
tkt
