Fra laboratoriemus med neon-skelet til nærbilleder af fiskeøjne: Udforsk årets bedste forskerbilleder
Vinderne af Danmarks Grundforskningsfonds Fotokonkurrence 2020 er fundet, og her kan du dykke ned i historierne bag billederne.

De farverige og forunderlige billeder fra Danmarks Grundforskningsfonds Fotokonkurrence 2020 er lige blevet afsløret, og fortæller et væld af overraskende historier om forskning i alle afskygninger.

I år kommer vi ud i nogle mærkværdige kroge af forskningsverdenen, som de færreste nok forventer. Vi kommer forbi alt fra døde egern i en kummefryser til nærbilleder af sælsomme fiskeøjne og ældgamle, mugbefængte suppeskåle. 

Årets førsteplads går dog til et billede af en ung pighvar, som skal udsættes i Roskilde Fjord for at styrke bestanden der. 

»Billedet betyder meget for mig og for min forskergruppes arbejde, så jeg er glad for, at det også kan røre andre,« siger Mads Christoffersen, som er havbiolog og manden bag vinderbilledet. 

I denne artikel kan du nyde synet af årets mest fascinerende forskningsbilleder og læse om, hvad der gør dem til noget helt særligt. 

Ung pighvarre sættes ud i Roskilde Fjord

Førstepladsen ved årets konkurrence forestiller en ung pighvarre, som sammen med alle dens brødre og søstre skal udsættes for at styrke bestanden i havområder med behov for det. (Foto: Mads Christoffersen)

Vil gøre verden under vand til et bedre sted for dyrene

Danmarks Grundforskningsfonds Fotokonkurrence har til sigte at udbrede, hvordan videnskabelige fremskridt hver dag skaber ny viden og udvikler vores verden. Og det må man sige, at vinderbilledet gør.

Bestanden af pighvarrer er under pres i flere danske farvande. Derfor sætter forskere på DTU Aqua unge pighvarrer ud, så de kan styrke de kommende generationer. 

»Vi forsøger overordnet set at bidrage til at gøre verden under vand til et bedre sted for dyrene, som bor der. Derfor arbejder min forskergruppe på at forbedre miljøet i de kystnære områder« fortæller Mads Christoffersen, specialkonsulent ved DTU Aqua på Danmarks Tekniske Universitet.

Pighvarrer spiller en afgørende rolle i at bevare havmiljøet i deres leveområder, men af en eller anden grund er den værdifulde fiskeart blevet sjældnere gennem årene. Det griber ind i den verserende biodiversitetskrise, hvor et stort antal dyre- og plantearter er under pres. Det kan du læse mere om i denne artikel.

Forskernes eget opdræt

Forskerne opdrætter selv de unge pighvarrer, som de sætter ud, for arten har svært ved at overleve i andre havområder end det, de er født i. 

Derfor fanges voksne han- og hunfisk fra det område, vi vil styrke bestanden i. Så opdrætter forskerne små fisk, som de er sikre på, passer genetisk til det område, de udsættes i. 

DTU-forskerne har et stort samarbejde med frivillige fiskere, som fanger forældrefiskene til opdræt. På den måde er de både med til at sikre både fiskebestanden og deres muligheder for at fange lidt flere fisk i fremtiden. 

Forskningsprojektet er finansieret af Fiskeplejemidler - penge, der kommer ind, når lyst- og fritidsfiskere betaler for et fisketegn. 

Kilde: Mads Christoffersen, DTU

Hvorfor er bestanden lav?

Forskerholdet bag vinderbilledet, overvåger systematisk bestanden af kystnære fiskearter, og dermed også pighvarrer i de danske farvande. Selvom arten ikke er truet, kan de se, at bestanden er gået tilbage i nogle områder. 

Dybest set er det stadig lidt af et mysterium, hvorfor pighvarrene forsvinder fra nogle områder, men Mads Christoffersen har en velbegrundet teori: 

»Måske er nogle af pighvarrenes leveområder forsvundet igennem årene. Pighvarrer vil gerne leve på stenede grusbunde, ikke i mudder eller sand. Så kan de gå i ét med havbunden og lettere jage deres bytte,« siger han, men bekræfter, at fangst selvfølgelig også spiller ind. 

I disse år bliver der fjernet meget grus fra havet. Det bliver blandt andet brugt i byggeri og havneudvidelser, og det kan have en negativ påvirkning på pighvarrer, fordi det ødelægger deres jagtmarker, fortæller Mads Christoffersen.

Indtil 2010 ødelagde indvinding af større sten fra havbunden til lignende formål også fisks levesteder, men det blev ulovligt af hensyn til havets biodiversitet. Det er fortsat lovligt at indvinde råstoffer, såsom grus fra havet.

Pighvarrer er nødvendige for deres leveområder

Hvis pighvarren forsvinder, kan det have konsekvenser for det havområde, de lever i.

De regulerer nemlig bestanden ved at spise andre fisk, hvilket påvirker fødekæden hele vejen rundt og i sidste ende havmiljøet. 

»Pighvarrer spiser blandt andet kutlinger, som spiser snegle og muslinger. Snegle og muslinger renser ålegræs for alger, og det gavner havmiljøet for alle arter,« forklarer Mads Christoffersen.

Hvis ikke pighvarrerne var der til at spise snegle og muslingernes største trussel, kutlingerne, ville kutlingen have frit spil til at udrydde skalddyrene – og så ville der ikke være nogen til at rense ålegræsset og sikre et rent havmiljø.

Stenfiskeri ødelægger havmiljøet

Stenfiskeri, at fiske sten op fra havbunden for at bruge det til byggeprojekter, blev ulovligt i 2010. 

En rapport fra DTU-Aqua fra 2013 skønner, at der på 50 år, og indtil forbuddet indtraf, er blevet fjernet 40 kvadratkilometer stenoverflade fra stenrev i kystnære danske farvande. 

I 2008 lagde Naturstyrelsen 60.000 kubikmeter sten ud på havbunden nordøst for Læsø i et stort dansk naturgenopretningsprojekt. 

Undersøgelser viser, at det genoprettede rev har en positiv effekt på livet i området. 

Kilde: DTU Aqua

Billedet er kåret som vinder af fotokonkurrencen, fordi det udtrykker en grundlæggende menneskelig omsorg for vores medskabninger og adresserer et vigtigt emne i en tid, hvor arters mangfoldighed er truet, lyder dommerpanelets begrundelse.

Andenpladsen: Laboratoriemus i neonfarver 

Fotokonkurrencens andenplads går til endnu et dyrebillede, men her er vi ovre i en helt anden genre end havbundens biodiversitet. 

Billedet forestiller en død laboratoriemus, hvis skelet og brusk er oplyst i skrig-lilla og turkis. De kraftige farver gemmer på historien om en vigtig videnskabelig teknik, som er mere end 100 år gammel. 

»Jeg har siddet og læst protokoller med helt gulnede sider for at finde ud af, hvordan man gjorde det her, og jeg synes, det er meget appellerende, at det er sådan en rigtig grundlæggende videnskabelig praksis,« siger Patricia S. Petersen, som er billedets ophavsmand.

Teknikken, hun har brugt til at farve musen, kaldes 'diaphanization', og du har sikkert set den på naturhistoriske museer, hvor små døde dyr flyder rundt i gennemsigtige glas.

Her behandler man døde dyr med kemiske stoffer for at gøre deres hud og væv helt krystalklar, samtidig med at man farver knogler og brusk, så det træder tydeligt frem. 

Skeletteret mus

Det, du kigger på, er en laboratoriemus, som har gennemgået en kemisk proces, der får dens rygsøjle og brusk til at lyse op i kraftige neonfarver. (Foto: Patricia S. Petersen)

Skeletfarvning er god gammeldags grundforskning 

'Diaphanization' blev opdaget i starten af 1900-tallet og har siden hjulpet biologerne gevaldigt med at forstå, hvordan kroppen fungerer på et helt grundlæggende plan. 

Indtil teknikken blev opfundet, kunne biologer kun undersøge knogler, som var adskilt fra kroppen. Men diaphanization gjorde det pludselig muligt at studere, hvordan knoglerne fungerer i forhold til hinanden inde i kroppen, hvor leddene kan bevæges.  

»Det er helt elementær biologiforståelse, der har givet os stor viden om dyrearters evolution og hvordan, deres krop fungerer. For eksempel hvorfor et dyr kan hoppe højt eller løbe langt,« forklarer Patricia S. Petersen, som er akademisk medarbejder ved Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research på Københavns Universitet.

Diaphanization kan samtidig bruges til at dokumentere, hvordan miljøforurening kan give dyr misdannelser. Det har den amerikanske biolog Brandon Ballengée for eksempel specialiseret sig i igennem studier i frøer.

Kummefryseren er fyldt med mus, daggamle kyllinger og egern 

Det er nærliggende at tro, at Patricia S. Petersen fra KU selv bruger 'diaphanization' i sit videnskabelige arbejde, men faktisk forsker hun i stofskifte og fedt, og her bruger man ikke den teknik.

Diaphanization er derimod Patricia S. Petersens store hobby. Hylderne derhjemme er dekoreret med farverige dyr og hendes kummefryser er fyldt med mus, daggamle kyllinger og egern. 

Derfor havde hendes bidrag til konkurrencen ikke til sigte at formidle kunst, men at fremvise hendes grundlæggende videnskabelige teknik og store passion.

Dommernes begrundelse for den fine placering i konkurrencen var, at billedet er velkomponeret, og at musen, der ser ud som om, den bider sig selv i halen, er et billede på naturens kredsløb. Men Patricia S. Petersen har ikke selv læst så meget ind i det:

»Det var slet ikke min intention – musen fik bare den form, fordi den lå nede i en skål. Jeg synes bare, det er visuelt appellerende og fantastisk, at man kan lave det hjemme i sin egen stue. Det tog mig et år at samle alle kemikalierne,« fortæller hun.

Selvom man kan skelettere døde dyr derhjemme, er det dog ikke noget, Patricia S. Petersen opfordrer til. Kemikalierne er ret kradse, så det kræver den rette viden om kemikalier og affaldshåndtering, mener hun.

Øjet af en antarktisk isfisk

Man kan virkelig kigge længe på billedet uden at blive klogere på, hvad det forestiller. Men der er faktisk tale om øjet på en isfisk fra Antarktis. (Foto: Henrik Lauridsen)

Ultranærbillede af øjet fra en sjælden isfisk løber med tredjepladsen

Årets tredjeplads går til et billede af øjet fra en antarktisk isfisk, hvor en myriade af bittesmå blodkar fremstår knivskarpt mod den sorte baggrund. Faktisk er blodkarrene i øjet det, der gør den sælsomme fisk allermest interessant.

»Historien bag billedet er, at det viser det hvirveldyr, der har den største tæthed af blodkar i nethinden,« fortæller Henrik Lauridsen, lektor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, som har indsendt billedet sammen med sin forskerkollega på AU Jesper Skovhus Thomsen.

Detaljerigt nærbillede

Billedet er taget med en teknik, der hedder micro-CT imaging. Teknikken minder  om den, man bruger til CT-scanninger, men billedopløsningen er så høj, at man kan se selv meget små blodkar med kontraststof. 

Kilde: Henrik Lauridsen

Den store tæthed af blodkar skyldes, at isfisken er det eneste kendte hvirveldyr, der ikke har proteinet hæmoglobin i blodet, der transporterer ilt rundt i kroppen. 

»Nethinden er en af de strukturer i kroppen med det allerhøjeste stofskifte og dermed iltforbrug, så for at kompensere for en kompromitteret forsyning af ilt via hæmoglobin, har isfisken tilsyneladende udviklet mange flere blodkar i nethinden og dermed en større blodgennemstrømning,« fortæller Henrik Lauridsen.

Isfiskens øje er interessant at studere, fordi der findes mange menneskelige øjensygdomme, der handler om overdreven vækst af blodkar, men netop det har isfisken fundet en løsning på. Det kan du læse meget mere om i denne Forskerzonen-artikel.

 

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og her kan du læse mere om billedet herunder, der viser tegn på en planets fødsel. Det gule knæk i midten menes at være stedet, hvor planeten er under dannelse.