De har kørt rundt med en projektør i Tøndermarskens mørke, mens vi andre sov. De har fægtet med pejleudstyr og sendt radiosendere ud over og under jorden i marsken. Og de har endda været under mistanke for smugleri.
Selvom det måske kunne lyde, som om Marie Skøt Hoelgaard og Katrine Meisner har foretaget sig noget lyssky midt i den sønderjyske nat, så er det såmænd ganske lovligt.
Rævene æder engfugle
De to kvinder er specialestuderende i biologi ved Aarhus Universitet, og det, de laver om natten i Tøndermarsken, er feltarbejde, hvor de gennem et stykke tid har de fulgt rævene i området.
Katrine og Maries projekter om henholdsvis rævenes levesteder og føde er knyttet til Danmarks Miljøundersøgelsers løbende undersøgelser af trængte engfugle i Tøndermarsken. Forskerne formoder, at rævene spiller en væsentlig rolle med at holde engfuglene nede, men man har manglet mere præcis viden om, hvad ræven æder og hvornår.
»For at lokalisere en ræv med radiosender skal du pejle den fra tre sider, men rævene flyttede sig i mellemtiden, så vi måtte starte forfra rigtigt mange gange« – Katrine Meisner
Nysgerrige dyrDe to biologistuderende har tilbragt rigtig mange timer i Tøndermarsken, ikke mindst om natten, hvor rævene er mest aktive.
Marie og Katrine har pejlet ræve, som de har sat radiosendere på og lokaliseret rævenes færden ved at lyse rundt langs hele horisonten med en kraftig projektør fra taget af DMU’s tjenestebil. Dyrene er nysgerrige og kigger gerne i retningen af lyset. Samtidig har deres øjne et cellelag, som reflekterer lyset, så de er nemme at opdage i mørket.
Tid og tålmodighed Egentligt var det planen, at de skulle have sat sendere på flere end de tre ræve og den ene ilder, de nåede at fange. Men sådan ville dyrene det ikke, selv om Marie og Katrine brugte rigtigt meget tid på at tjekke fælder.
De havde også håbet at kunne benytte en gps-logger som automatisk kunne registrere dyrenes bevægelser, men et pilot-forsøg viste desværre, at teknikken ikke var til at stole på.
»Det kunne ellers have sparet os for rigtigt meget tid. Så kunne vi have siddet her og ventet på dataene,« forklarer Katrine.
»For at lokalisere en ræv med radiosender skal du pejle den fra tre sider, men rævene flyttede sig i mellemtiden, så vi måtte starte forfra rigtigt mange gange – nogle gange måtte vi bruge 20 forsøg, før det lykkedes,« siger hun
Ottetalsformede hår i rævelorten
For at få mere at vide om, hvad rævene æder, samlede Marie Hoelgaard omkring 400 rævelorte ind i Tøndermarsken, og bagefter har hun undersøgt deres indhold af hår og fjer. Marie forklarer:
»På fjerene skal man kigge i mikroskopet på de små dun ved fjerenes rod. Afhængigt af faconen på de små forgreninger kan man bestemme, hvilken familie af fugle, fjeren har tilhørt, for eksempel om det er en ande- eller vadefugl.«
Hårene er værre. Der skal man først lave et aftryk for at kunne studere skælmønstret, og så skal man lave et tværsnit af håret. Hårene er enten runde, ovale eller ottetalsformede – det sidste gælder for eksempel markmusen, forklarer hun.
Ræve elsker andefugle og markmus
På fuglesiden er det andefuglene, der er topscorer, mens markmusen har den tvivlsomme ære på pattedyrsiden. Desværre var det svært for Marie at finde det, som var allermest interessant for hendes projekt, nemlig vibens æg og unger. De mindste unger har kun dun, som opløses lettere i mave-tarmkanalen end fjer. Det samme gælder for æggeskaller, og derfor finder man dem ikke.
Marie arbejder nu på at analysere sine data. Hun regner med at aflevere sin specialerapport i slutningen af august. Katrine regner med at blive færdig med sin rapport om levestederne til nytår.
Med politiet i hælene
Undervejs har de to haft mange spændende naturoplevelser. De opremser hurtigt en halv snes dyr og fugle, de har set på deres natlige køreture: Ugler, grævling, brud, mår, ilder, ræv, rådyr, hare, kaniner og sæler. En dag faldt de også over en syg regnspove, som var lige til at fange.
Men lyset tiltrak også andre.
»Vi blev stoppet af politiet den første gang, vi var i Tøndermarsken. De undskyldte sig med, at de troede, vi var narkosmuglere – der er jo kun fem kilometer til grænsen, fortæller Marie.«
Artiklen er lavet i samarbejde med Danmarks Miljøundersøgelser
