For 35 millioner år siden lå 55 maddiker fredfyldt i deres pupper og ventede på at blive til fluer.
Pludselig fik de uanmeldt besøg, og pupperne blev invaderet af parasitiske hvepse.
Da hvepsene havde spist alle maddikerne, slog de vingerne ud og gjorde sig klar til at forlade de invaderede pupper - men blev fanget i et frygteligt regnvejr, hvorefter de omkom.
Mange af hvepsene ligger i pupperne endnu. Og her har forskere netop fundet dem i arkæologiens svar på et kinderæg: Et fossil indeni et andet fossil.
Det skriver National Geographic.
Ved hjælp af avanceret teknologi har forskerne kigget inden for i pupperne, der er på størrelse med riskorn, uden at ødelægge dem.
De første ni pupper, forskerne skannede, var tomme. Men da de skannede den tiende, lå der en sammenkrøllet hveps:
»Det var helt sikkert. Den kiggede mig virkelig i øjnene gennem skærmen,« fortæller forskningsleder, Thomas van de Kamp, der forsker i insekter ved tyske Karlsruhe Institute of Technology, til National Geographic.
Skanningen har afsløret fire hidtil ukendte hvepsearter. Mens nogle af hvepsene minder om moderne parasitiske hvepse, er andre så usædvanlige, at de tilhører to helt nye biologiske slægter, skriver forskerne i tidsskriftet Nature.
Thomas van de Kamp har døbt den ene af slægterne Xenomorphia – opkaldt efter rumvæsenerne fra kultfilmene Alien.

































